Det var en af mine face book venner, som introducerede mig til begrebet.
En af de seriøse poeter i den lille flok af slagsen, jeg har samlet og sat i et bed sammen som smukke, mystiske meget følsomme og til tider endog temmeligt navlepillende planter.
Men det er nok en del af det, at være poet, går jeg ud fra;
der skrives om længsler og lidelse i et væk og ordene bliver fugtige og dryppende som grædte tårer. Jeg respekterer dem, beundrer dem for deres evner ud i ordlegen og interesserer mig for deres værker og det sker at jeg fortrylles.
Men det sker også, at jeg inspireres som i dette tilfælde, hvor jeg opdagede en ny gevækst blandt bladene på en af planterne i mit bed: brøker!
Og jeg som troede at det havde noget med regning og matematik at gøre,
men som fandt at det faktisk lå nærmere Haiku.
Poeten skrev på sit opslag, at der skulle være to sætninger med to ord i hver - på hver sin linie. Den sidste linie måtte ikke forklare den første og linierne måtte ikke hænge direkte sammen, men skulle skabe et spændrum der antyder en historie der ikke er definitiv.
Det er ikke lykkes mig at finde noget på nettet om det.
Jeg havde jo netop lige kastet mig over Haiku'en - igen - efter at have læst en sælsom japansk roman, som betog mig og forførte mig: "Kafka på stranden" af Murakami - men tiltrækkes jo såre meget af det ultimativt enkle - og det må man jo sige, at fire ord i to linier er.
Så nu kaster jeg mig - poet eller ej - over brøkerne til egen fornøjelse.
Som kommentar på poetens opslag skrev jeg min første brøk, som han "like'ed" uden yderligere kommentarer - så jeg håber at jeg ikke er helt afmarcheret.
NOUGAT NUMSE
SMILENDE TÆER
