mandag den 26. november 2012

Fay Weldon på lydbog - og andre lydbøger...



Mandefælden, Se på mig, Det bløde punkt, 
Fanny Hill, Fra smørhullet, Kehua, 
Fru Marie Grubbe, Pendul og Du forsvinder

9 kommentarer:

  1. Fay Weldon
    Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

    Fay Weldon (født Franklin Birkinshaw d. 22. september 1931 i Alvechurch, Worcestershire, England) er en britisk forfatter.

    Fay Weldon er kendt for gennem sin lange litterære karriere at fokusere på problemstillinger, der knytter sig til feminisme.

    Fay Weldon kommer fra en familie med forfattertraditioner. Hun voksede op i New Zealand, hvor hendes far fungerede som læge, men efter forældrenes skilsmisse, flyttede hun som 14-årig sammen med sin mor og søster tilbage til England.

    Fay Weldon startede universitetsstudier i psykologi og økonomi på St Andrews i Skotland, men en graviditet og fødsel af en søn førte hende tilbage til London, hvor hun kortvarigt blev gift med en 20 år ældre lærer. Hun arbejdede derefter inden for reklameindustrien indtil hun som 29-årig blev gift med antikvitetshandleren Ronald Weldon. Parret fik endnu tre sønner, og under graviditetsperioderne startede Fay Weldon med at skrive essays m.m., først til radio og TV og senere indledte hun sin karriere som romanforfatter.

    Fay Weldons første roman The Fat Woman's Joke udkom i 1967, og siden da har hun skrevet mere end 25 romaner og novellesamlinger, hvortil kommer TV-dramatik samt artikler til dagblade, magasiner og tidsskrifter. Fay Weldon er bl.a. også kendt for i 1971 at have skrevet det første afsnit af BBCs prisbelønnede serie Upstairs, Downstairs (da: Herskab og tjenestefolk). Hendes første roman på dansk, Praxis, udkom i 1980.
    Bibliografi

    Blandt Fay Weldons righoldige litterære produktion er bl.a. følgende værker udgivet i Danmark:

    Praxis – (roman), 1980
    Støvbold – (roman), 1981
    Præsidentens barn – (roman), 1982
    Veninder – (roman), 1983
    En hun-djævels bekendelser – (roman), 1984
    Glem mig ikke – (roman), 1985
    Polaris og andre noveller – (novellesamling), 1986
    Nede mellem kvinderne – (roman), 1987
    Shrapnel akademiet – (roman), 1987
    Landets hjerte – (roman), 1988
    Leveregler – (roman), 1988
    Mænds liv og hjerter – (roman), 1988
    Joannas kloning – (roman), 1989
    Robothunden ulv – (roman), 1989
    Den gale trompetist – (roman), 1990
    Darcys utopia – (roman), 1991
    Livskraft – (roman), 1992
    Bjørnedrøm – (børnebog), 1993
    Carmen og djævelen – (roman), 1993
    Farlige aspekter – (roman), 1993
    Splid – (roman), 1995
    Det værst tænkelige – (roman), 1997
    Store kvinder – (roman), 1998
    Rhode Island blues – (roman), 2000
    Bulgari-forbindelsen – (roman), 2001
    Auto de Fay – (biografi), 2002
    Ikke en trævl at tage på – (roman), 2003
    Mandefælden – (roman), 2004
    En stor familie – (roman), 2006
    Sådan bliver kvinder lykkelige – (roman), 2007
    Kvinder på kur – (roman), 2008

    SvarSlet
  2. "Mandefælden" har jeg lige hørt på lydbog. Den var som ventet sjov, spøjs og skarp.

    Jeg har jo, læst rigtig mange af hendes bøger - enkelte op til flere gange - og kun en enkelt gang gav jeg op, da jeg syntes at bogen var kedelig. Det var den sidste på ovenstående liste. Men måske var jeg bare ved at være lidt træt af at befinde mig i det samme kvinde/mande univers - eller - tjahh, jeg ved det ikke.

    Nu er det begrænset, hvor mange af hendes bøger, som er indlæst på lydbog - desværre - så jeg måtte tage, hvad der var - og heldigvis var det så en, jeg ikke havde læst, nemlig "Mandefælden" - som dels er en erindringsbog, dels en lille historie om en mand og en kvinde som bytter sjæl. Den lille historie var desværre lidt tynd - syntes ellers at oplægget var tilpas syret og spændende til, at der kunne brygges meget mere på den model - men sådan skulle det ikke være.

    Interessant nok var det, at stifte bekendtskab med Fay Weldons liv - om end hun har det her, som hun altid har med, at have alt for mange personer på første side, så det kan være svært at holde styr på dem.

    Det var der så også en forlægger, som havde nævnt, så jeg er ikke den eneste. :)

    Men jeg holder af Fay og hendes kvindesyn og mandebeskrivelser. Hun er herlig skarp, selvironisk og ubehagelig ærlig, når hun beskriver de to køn og det hænder, man må krumme tæer, fordi hun har ramt noget, jeg kan genkende, enten i mig selv eller i andre - noget som jeg ikke bryder mig om.

    Men jeg er ikke færdig med Fay...

    SvarSlet
  3. Kirsten Hammanns "Se på mig" er en roman med saftige detaljer.
    En unik fortælling om en kvinde og hendes logerende. Kvinden er lige blevet forladt af den mand, hun troede, hun skulle giftes og have børn med.
    Den logerende er en forfatter med skriveblokering og stor appetit på sex - ofte er det vidst mest en overspringshandling.
    Flere beskrivelser er ret så erotiske med et frit sprog, lige på kanten af det pornografiske - men med et nuanceret sprog:
    Absolut en unik, underholdende, velskrevet og god roman med en finurlig afslutning.

    Jeg læser (lytter til) gerne flere romaner fra denne forfatters hånd - og denne var veloplæst af Grete (?) Kunne ikke læse efternavnet på grund af et malplaceret klistermærke :(

    SvarSlet
  4. "Det bløde punkt" af Nell Drachmann er en dejlig, lille intens bog med nogle stærke, poetiske, erotiske beskrivelser og nogle morsomme, men ret så præcise iagttagelser af mænd. Hende vil jeg gerne læse mere af - ja, jeg LÆSTE faktisk bogen selv, denne gang. :)

    SvarSlet
  5. "Fanny Hill" - en gabende kedelig klassiker af John Cleland, som i sandhed kun kan være homoseksuel.
    Han beskriver så varieret, begejstret og detaljeret det mandlige lem, men kan knap nok beskrive, hvordan en kvinde er skruet sammen.
    En tynd historie, som er mere tragikomisk end erotisk.
    Udmærket oplæst af Rebekka Owe, men jeg kedede mig så bravt, at jeg gav op, da jeg var nået halvvejs.
    Så foretrækker jeg Erica Jongs nyfortolkning; "Fanny"

    SvarSlet
  6. Nu er det så, at jeg godt kunne tænke mig at høre en definition på på "roman".
    Jeg er nemlig noget forundret over "fra smørhullet" af Kirsten Hammann.
    Det er mere en opremsning af hverdagsagtige og kedsommelige, til tider pinlige tanker.

    Bogen indeholder ingen udvikling, der er intet plot, ingen samtaler, intet berigende og jeg vil ikke engang mene, man er underholdt.

    Jeg "læste" jo som sædvanlig bogen som lydbog og var stærkt irriteret over oplæseren som læste op som om, det hele var en stor joke. Hun læste overdrevet pædagogisk, som læste hun op for børn - og med en sarkastisk betoning, som når Ulf Pilgård formidler satire. Det lød altså som om, hun vrængede af og gjorde grin med teksten, mens hun læste den op. Det var ret anstrengende at lytte til, men jeg holdt ud af ren og skær nysgerrighed efter at vide, om bogen ville få en overraskende afslutning med indhold.

    Det gjorde den så ikke....

    SvarSlet
  7. Jeg snuppede lige en til bog af Fay Weldon; "Kehua" - men gav op efter de tre første CD'ere. Der er 10 i alt.
    Jeg blev så træt af at høre på en forfatter som evigt og altid skal blande sig i historien og fortælle om sin gøren og laden - det skaber distance til selve fortællingen - og man får det indtryk, at den er lidt overflødig: Nu skal vi bare have skrevet en masse ord-agtig.
    Og så blev jeg træt af, at der er alt for mange personer som bliver beskrevet detaljeret - jeg har svært ved at holde styr på dem.
    Og sidst men ikke mindst, så blev hele historien læst op af en kølig og uengageret stemme som lige så vel kunne have læst op af børsnoteringer eller dødsannoncer.

    Så dehh...

    SvarSlet
  8. Herligt! Så kom der to gode bøger dumpende ned i min turban.

    Den første: "Fru Marie Grubbe" af J.P.Jacobsen blev skrevet helt tilbage i 1876 og er en roman om den historiske adelskvinde Marie Grubbet som levede fra 1643 til 1718.

    Historien er ganske spændende og interessant, men det er i høj grad det skønne farverige og nuancerede litterære gammeldanske sprog, bogen er skrevet med, som har fornøjet mig i særdeleshed undervejs.
    Alene sætningernes vidunderlige fantasifulde og uvante ord konstruktioner, kan få mig til at nyde et genhør inden længe med bogen, som blev mesterligt oplæst af Dan Schlosser.

    Herefter gik jeg i gang med Lotte Garbers "Pendul" som er en helt anden type bog; meget nutidig om en kvinde, der med sin lille søn rejser til Vietnam for at komme videre efter at hendes mand døde af kræft.

    Her er det nok særligt beskrivelserne fra det fremmede land og mødet med den halvorientalske læge og buddhist Ming, som giver romanen sit kolorit og særpræg. Lotte Garbers har selv indlæst romanen på lydbog. Det var en fascinerende fortælling med en fin slutning.

    SvarSlet
  9. "Du forsvinder" af Christian Jungersen er genial.

    På samme tid er det en socialrealistisk samtidsroman om noget så trist som en mand med en hjernesvulst - og spændende og uhyggelig som en thriller.

    Sygdommen gør nemlig at manden skaber kaos i livet for alle omkring ham, og den skole, han var leder for går konkurs. Man lærer en hel masse undervejs om hjernens indretning og om aktuel hjerneforskning. Man kommer også til at stille spørgsmålstegn ved, om vi egentlig ikke alle sammen er en smule hjerneskadede - og hvornår er vi mest "ægte" mennesker?
    Og så får man et realistisk og rædselsvækkende indblik i, hvor meget en pårørende kan blive udsat for og må finde sig i.

    En roman som gør klogere, som er fængslende og velskrevet og som giver masser af stof til eftertanke.

    SvarSlet

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.