Min far på 84 år har Alzheimers. Han fik diagnosen i 2007, da han var 78 år. Nu er han på plejehjem.

Jeg har sagt ja til at deltage i et undervisningsforløb af sygeplejersker, hvor jeg skal deltage som pårørende til en med demenssygdom.
Det foregår dels på Center for klinisk uddannelse på Rigshospitalet, dels på Metropol, Tagensvej og dels på Diakonissestiftelsen på Frederiksberg.
Jeg har sagt ja til at deltage 2 timer, ca. 8 gange om året til et mindre, symbolsk honorar.
Det er ikke for pengenes skyld, jeg vil gerne dele min historie og herigennem være med til at gøre livet lidt nemmere for de mennesker, som er ramt af en demenssygdom.
Det kan være lidt svært for mig at adskille min faglige viden og erfaring med min oplevelse som pårørende. Derfor har jeg brug for at skrive min historie her - med datterens øjne og hjerte - for at øve mig i først og fremmest at være pårørende.
Jeg tror, det vil være en god og gavnlig øvelse.

Men først må jeg hellere lige slå fast, at Thams ikke er min biologiske far. Min "rigtige" far bor i Australien, og ham har jeg ikke set siden jeg var 19 år. Thams kom ind i familiens liv for ca. 20 år siden og tog med generøs og åben favn imod hele pakken. Han ville gerne os alle sammen - ikke blot min mor.

Hvad fik jeg, da Thams kom ind i vores liv - 
hvad var han for et menneske?

En velfungerende og kultiveret levemand med investeringer hist og pist og penge nok. Et generøst og samfundsengageret menneske, som også viste interesse for min bror og jeg samt mine to børn. Han var en varm, munter, omsorgsfuld, beleven person, der altid var loyal overfor min mor selv om hun kunne være ret så dominerende og brokkende. Thams har "løve" i sit soltegn og er vel egentlig en meget typisk en af slagsen.
Han har været en sød morfar for mine børn og det er tydeligt, at vi betyder noget for ham - vi er hans familie.

Efterår i Gentofte kommune...fotoudstilling, løse hunde, dejlig natur og charmerende biografcafé med galleri og opera på programmet.

Det her er "Svenske huset". Det ligger smukt i Bernstoffsparken. 

Man kan se udstillinger i 2 etager og bagefter drikke kaffe og spise hjemmebag udenfor huset med udsigt til den dejlige park. Hvis ikke, man kan lide hunde, skal man nok holde sig væk. 

Parken er nemlig åben for løse hunde, hvorfor der er løse hunde over alt i alle størrelser og temperamenter- dog fulgt af mennesker. 

Jeg så en fin fotoudstilling i "Svenske huset" med Marianne Holdt. Hun laver kæmpe blomsterbilleder og det ligner malerier. Billederne er smukke og præcise og undgår at blive banale, selv om motiverne er blomster.

Efter besøget i og udenfor den hyggelige, gule hus som bliver drevet af frivillige, gik jeg gennem parken tilbage til Bernstorffsvej og cyklede til centrum for at se Gentofte Kino. 

Her er der nemlig også udstillinger. Lige nu er det skønne malerier af Ingelise Flensborg. 

Biografens galleri er i charmerende omgivelser i café og foyer. Det er en tur værd at se indretningen alene;  gammeldags og med hyggelig atmosfære. Og så sender de operafilm hele vinteren udover det vanlige program. Et herligt sted.

For mange år siden blev jeg født i Hellerup. 

Den gang hed det Sokkelund Herred Sogn. 

Nu hedder det Gentofte kommune. Det er sjovt, at jeg nu bor så tæt på, hvor jeg er født - og faktisk er kommunen lige så tæt på mig som den indre by er det - så hvorfor ikke udforske sit nabolag?

Jeg VIL i Gentofte Kino og se en opera i løbet af vinteren og jeg VIL tilbage til "Svenske huset" og se flere udstillinger og kigge på naturens gang. Desværre er deres hjemmeside ikke blevet opdateret siden 2008, så det er ikke der, man skal finde sine informationer om, hvad der foregår.

Så nåede jeg til Dostojevskij på min safari gennem lysbøgernes kæmpe ocean.

Fjodor M. Dostojevskij: Den evige ægtemand. En lydbog på 5 CD.

OMG - hvor er det kommunalt...

Noget rystet i min grundvold i en grad, at jeg må stå op midt om natten for at lette mit hjerte til cyperspace, sidder jeg kl. 4 foran min trofaste partner computeren og skriver dette:

I går var jeg til et mere eller mindre påtvungen møde på det kommunale områdekontor i 2 timer for at lave de indledende øvelser (igen igen igen) til et formatiseret netværk for aktivitetsmedarbejdere på plejehjem.
Vi har taget tilløb det sidste års tid med diverse indledende møder og kurser og for ca. et halvt år siden tog vi i gruppen selv initiativ til at at holde nogle møder, hvor vi hurtigt fandt en god og tilfredsstillende form.
Dette blev pludselig bremset brat fra oven idet et sådan erfa netværk - erfa er en smart forkortelse af erfaringsudveksling - skal følge kommunens kontrollerede model, hvor vi i samarbejde med to konsulenter skal udarbejde et kommisorium med udgangspunkt i de kommunale strategier.

Nu tager jeg lige min Marte Meo terapeutkasket på et øjeblik:
Det er en kendsgerning at børn og andre mennesker udvikler sig, trives og blomstrer gennem egne initiativer og ved at blive anerkendt, hørt og mødt.

Vores initiativ, som vi netop stortrivedes med blev bremset og vi blev udsat for massiv styring og degradering fra oven. De første 70 min. af mødet foregik ved teoretisk intro til den kommunale struktur og ved gud - vi fik tavleundervisning i forskellen på en arbejdsgruppe og et netværk!!! Måske lige en gradient for lav til sådan en flok garvede personer på 50+.
Og så fik vi naturligvis en masse kopier med hjem. Da vi endelig skulle til at tage fat på emnet, havde vi et kvarter til at summe i små grupper og komme med brainstormpunkter som på pædagogisk vis blev klæbet op på en tavle - med udgangspunkt i et oplæg fra konsulenterne - selv om vi selv i fællesskab havde lavet et lign. inden mødet. Dette blev dog tiet ihjel.
Vi nåede aldrig til det, vi havde lyst til og brug for, nemlig udvekslingen af idéer og dialog på tværs af arbejdspladserne. De få gange, vi spontant forsøgte os med en samtale henover bordet ned tanker, som lå uden for konsulenternes dagsorden, blev vi hurtigst stoppet. Jeg følte mig tromlet ned og kunne fysisk tydeligt mærke, hvordan jeg mistede energi og engagement.

Det er lidt af et paradoks at der skal 2 akademisk uddannede konsulenter til at "styre" et erfaringsudvekslingsmøde mellem 10 voksne, veluddannede og velfungerende personer, mens der skal 1,25 person med lavest tænkelig uddannelse til at servicere, pleje og putte 12 beboere, hvoraf de 80 % har en demenssygdom, ca. 2 %  har en psykiatrisk diagnose og ca. 4 % er kørestolsbruger. (på min arbejdsplads om aftenen!)

Vi nåede ikke til enighed - eller, vi blev ikke færdige. Nu har konsulenterne noget, de kan arbejde videre med. Vi fik fortalt, at det er en lang proces og jeg frygter, at vi aldrig når til det, vi har behov for og lyst til - det, som giver mening for os, arbejdglæde og inspiration.
Næste møde skal foregå om 2 måneder og skal være en workshop, hvor vores ledere skal deltage. Igen skal vi arbejde med strategier med styring fra oven.
Det orker jeg ganske enkelt ikke. 
Jeg har udmærkede og særdeles givtige dialoger og sparring med min skønne og kloge chef. Jeg har ikke brug for at høre, på nuværende tidspunkt i hvert fald - hvad de andre chefer tænker om vores netværk - eller strategier og mål på andre plejehjem. I øvrigt er vi i gruppen meget forskellige i vores ansættelser såvel som uddannelser og udfordringer/opgaver på jobbet. Så det giver ikke nogen mening her og nu, hvor vi ønsker et netværk til erfaringsudveksling.

Det var ikke meget, vi fik lov til at deltage i mødet som aktive og engagerede deltagere. Alt var planlagt til mindste minut, hvorfor det nok ikke kan overraske nogen, at der kom et par bitre og/eller sarkastiske udmeldinger undervejs. F.eks. "Vi må ikke holde møde uden voksne!" (Vi bliver behandlet som børn!) og "NU er vi da på skolebænken!" (Vi havde fået at vide, at det ikke var hensigten, alligevel skulle vi være passive og kun gøre, som der blev sagt.) Der blev på intet tidpunkt spurgt om, hvad vi ønskede at få ud af mødet, idet dette var irrelevant i forhold til at alt var bestemt på forhånd og at der tilsyneladende er en skjult dagsorden som hedder, at vi skal bruge en meget stor del af vores arbejdstid på at rekruttere frivillige til plejecentrene.
Hvorfor ikke ansætte nogle flere medarbejdere i stedet? Økonomi, ja, jeg ved det.
Men jeg forstår så ikke, hvorfor der skal være ansat så mange konsulenter i kommunen til at styre en dialoger mellem faggrupperne - når der - i hvert fald i vores tilfælde - ikke er et behov for det.

Nu er jeg bekendt med, at det ikke kun er os, det går ud over. Denne model skal alle andre netværksgrupper indenfor det offentlige udsættes for - så det er klart, der er mange konsulenter og bruges mange arbejdstimer på noget som efter min mening kunne spares væk - eller i hvert fald justeres ned, så der kunne blive råd til flere medarbejdere "på gulvet" - altså de,r hvor hele vores berettigelsesgrundlag faktisk er; hos borgerne; beboerne på plejehjemmene.

Hvis jeg skal være positiv, så er det da super herligt, at der overhovedet ER ansat aktivitetsmedarbejdere.
Vi har blot ingen fælles retningslinier - hvilket jeg selv personligt ikke har behov for.

Jo større frihed, desto større arbejdsglæde. Jo større tillid, desto større engagement. Sådan har jeg det.

Og jeg er rigtig heldig med min chef. Jeg har bare brug for det netværk fordi, jeg er den eneste af slagsen på min arbejdsplads - og nu, hvor jeg har mødt "de andre" ved jeg, at det er nogle dejlige, kloge og inspirerende mennesker at sparre med.

Min titel og mit arbejde er en blandet landhandel, hvilket passer mig fremragende. Jeg er aktivitetsmedarbejder/koordinator - i praksis er jeg leder, men det er nok et spørgsmål om løn. Jeg er ansat i 32 timer om ugen. Det passer mig fint, jeg kan nemt få det til at løbe rundt.
Jeg koordinerer aktiviteter lavet af andre, f.eks. personale, elever, pårørende og frivillige. Jeg laver selv aktiviteter i både større og mindre grupper. Jeg bestemmer selv min arbejdstid ud fra, hvordan jeg vurderer behovet. Jeg sidder desuden i redaktionen for vore månedblad og rekrutterer, motiverer og leder de frivillige. Derfor har en stor del af mit job noget med kommunikation og samarbejde at gøre. Desuden arrangerer jeg, sammen med kollegaer eller alene, møder, fester, udflugter og mærkedage m.m. Jeg producerer en masse informative plakater. Jeg sidder i vores demensteam, da jeg har en del kurser indenfor demens incl. uddannelsen som Marte Meo terapeut og jeg underviser personalet i yoga.
Jeg deltager i en lang række af møder og temadage internt og har i øvrigt rigtig meget pårørendekontakt.
Jeg deler kontor med vores sekretær i stueetagen og jeg er glad for mit job. Jeg er også uddannet som social og sundhedsassistent, vejleder, voksenunderviser og har en akademimerkonom i HR; human resources. Desuden er jeg uddannet grafisk designer og healer m.m.