lørdag den 12. oktober 2013

Efterår i Gentofte kommune...fotoudstilling, løse hunde, dejlig natur og charmerende biografcafé med galleri og opera på programmet.

Det her er "Svenske huset". Det ligger smukt i Bernstoffsparken. 
Man kan se udstillinger i 2 etager og bagefter drikke kaffe og spise hjemmebag udenfor huset med udsigt til den dejlige park. Hvis ikke, man kan lide hunde, skal man nok holde sig væk. 
Parken er nemlig åben for løse hunde, hvorfor der er løse hunde over alt i alle størrelser og temperamenter- dog fulgt af mennesker. 
Jeg så en fin fotoudstilling i "Svenske huset" med Marianne Holdt. Hun laver kæmpe blomsterbilleder og det ligner malerier. Billederne er smukke og præcise og undgår at blive banale, selv om motiverne er blomster.

Efter besøget i og udenfor den hyggelige, gule hus som bliver drevet af frivillige, gik jeg gennem parken tilbage til Bernstorffsvej og cyklede til centrum for at se Gentofte Kino. 
Her er der nemlig også udstillinger. Lige nu er det skønne malerier af Ingelise Flensborg. 
Biografens galleri er i charmerende omgivelser i café og foyer. Det er en tur værd at se indretningen alene;  gammeldags og med hyggelig atmosfære. Og så sender de operafilm hele vinteren udover det vanlige program. Et herligt sted.

For mange år siden blev jeg født i Hellerup. 
Den gang hed det Sokkelund Herred Sogn. 
Nu hedder det Gentofte kommune. Det er sjovt, at jeg nu bor så tæt på, hvor jeg er født - og faktisk er kommunen lige så tæt på mig som den indre by er det - så hvorfor ikke udforske sit nabolag?
Jeg VIL i Gentofte Kino og se en opera i løbet af vinteren og jeg VIL tilbage til "Svenske huset" og se flere udstillinger og kigge på naturens gang. Desværre er deres hjemmeside ikke blevet opdateret siden 2008, så det er ikke der, man skal finde sine informationer om, hvad der foregår.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.