Jeg hader diagnoser! (Læs: jeg frygter diagnoser!)

OK så! 

Indtil videre har jeg fået en diagnose for noget, som med al sandsynlighed kan helbredes. 

Det gør det tåleligt

 i særdeleshed set i lyset af, at jeg først troede, det var noget helt andet og uhelbredeligt, som var galt med mig.

Siden min langtidssygemelding med stress for 2 år siden har jeg haft symptomer på Alzheimer.

Jeg ved meget om demens. Man kan sige, jeg er en fagperson vedr. dette emne.

Måske derfor tænkte jeg ikke på, at symptomerne også kunne pege i en helt anden retning - så jeg gik egentlig bare og stressede mig selv med en masse fornægtelse og skyde ud  og holde hemmeligt og lade som om m.m.

Skyde ud at blive undersøgt og tage testen af skræk for et positivt resultat, som jeg ville finde negativt.

Fornægtelse af skræk for endnu engang i mit fuldvoksne liv at skulle "smide håndklædet i ringen" 

Jeg HAR jo allerede indrømmet (erkendt), at jeg ikke er superwoman.

Tanken om at skulle dele en viden om denne diagnose med arbejdsplads, familie og venner føles ikke rar. Det er fordi, må jeg nok indrømme, at jeg ikke synes, det er så sejt. 

Det går ud over min stolthed.

Det går ud over mit selvbillede.
Og kan jeg så blive ved med at arbejde?

Så skal jeg kigges på som en af de mange med en demenssygdom og jeg ved jo med min viden og erfaring, at mange mennesker kigger på et menneske med en demenssygdom som

"den demente"

i stedet for som en person, der har en demenssygdom - men stadigvæk er en hel person med en historie, med interesser, kvaliteter, talenter, følelser m.m.

Og jeg gruede for familiens bekymring og besværet med at skulle forklare dem, som jo indirekte bliver ramt, at det føles kvælende med bekymring.

Bekymring minder jo om, at der er et problem og at der er angst.

Og jeg vil helst lade som om, der ikke er et problem.

Anyway.

Jeg får nu behandling for PTSD

Kraniosakralterapi skulle kunne hjælpe på PTSD, 

Det håber jeg så, for når det er på den måde gør det ikke noget, at have en diagnose.

Jeg har fået 2 behandlinger nu, men hun siger, min bahandler, at hvis det ikke har hjulpet efter 3 behandlinger, så synes hun nu alligevel, at jeg skal gå til lægen og bede om den demenstest.

Nix. Det SKAL hjælpe.
Man kan nemlig ikke helbrede Alzheimer.

Hvorfor har jeg PTSD?

Fordi jeg fik en uforskammet behandling af Svendborg Kommune, da min læge havde ordineret hvile og ro. 

Jeg har skrevet en lang og detaljeret blogdagbog om hele det rædselsvækkende forløb. Lige nu er den i intetheden - måske kommer den på her igen.

Men kort fortalt, så blev jeg udsat for noget, der kan sammenlignes med at man tvinger en mand med to brækkede ben til at gennemføre et maraton, mens man håner ham og betvivler hans brækkede ben og bagefter insisterer man på at han skal danse linedance fire gange om ugen og hvis han ikke gør det, mister han sine sygedagpenge. Hvis han udtrykker smerte, finder man det rigtigt at sparke til hans ben.
Lyder lidt som mafiametoder ik?