Det har været en begivenhedsrig - eller i hvert fald en noget atypisk formiddag i dag, hvor jeg cyklede forholdsvist tidligt ud til Charlottenlund Søbad, for at slænge mig i solen.
Nej, vandet er endnu kun 15 grader og jeg kan kun tvinge mig selv til at hoppe i, når det er mindst 17 grader - snart altså.
På grund af Corona, er der for tiden udelukkende åbent for medlemmer og der må max. opholde sig 40 kvindfolk ad gangen på kvindeafdelingen, som er den største og også den med mest hud. Så det var pænt roligt og jeg kunne meditere til lyden af svulp og fuglefløjt.
Det er her, man kan se kvinder, som kvinder er flest; tykke og tynde, gamle og unge, brystopererede, gangbesværede, med siliconebryster, hængebryster, strutbryster eller nærmest ingen, anorextiske, veldrejede, trætte, friske og flest glade. Her kan man helt nøgen være sig selv og mærke den forfriskende brise kærtegne den solvarme hud.
Inden jeg cyklede hjemmefra, kiggede jeg på min 15 år gamle olivengrønne lærredsvævede bomulds-batikkjole fra Beijing og tænkte, at det egentlig var underligt, den ikke var slidt op endnu. Den har på trods af sin lange rejse til Danmark ikke nogen særlig affektionsværdi for mig, men den var behagelig og nem at smide over en eventuel badedragt - og jeg brugte den mest til strand og søbad.
Ja, nu taler jeg om den i datid, den kjole.
Jeg har i dag måtte tage endelig afsked med den, idet den angiveligt fløj sin vej ud over åbent hav. Den hang i hvert fald ikke på knagen, hvor jeg havde efterladt den - havde endda kigget efter nogle gange undervejs for at sikre mig, at den ikke var fløjet ned. Men væk var den så nu, lige inden jeg skulle forlade Søbadet.
Den er nok bare fløjet ind til herreafdelingen, tænkte jeg og tog en sarong - altså ikke en rigtig sarong, men et tyndt håndvævet håndklæde fra Indien (Bodhgaya!) - omkring min krop og listede ind ved siden af, hvor der heldigvis stod en shortsbeklædt mand lige i indgangen til herrerne.
Det viste sig så at han var døv - hvis man ellers må sige sådan i disse så krænkelses-parate tider, jeg kender ikke den korrekte og stuerene betegnelse for det, at være hørehæmmet i en grad, at man slet ikke kan høre. Man kan vel sige stærkt nedsat hørelse, men i daglig tale er det jo "døv" og for mig er der hverken positiv eller negativ ladning i denne betegnelse, så jeg håber, det er ok.
At han ikke kunne høre, ville jeg dog ikke lade mig slå ud af, så det lykkedes mig med et lille mini-mime-teater at forklare ham, at min kjole muligvis var fløjet der ind og det lykkedes ligeså ham, at kommunikere til mig, at han straks ville kigge efter den.
Der gik en rum tid, inden han vendte tilbage med beklagende gestikuleren. I mellemtiden havde en frisk kvinde tilbudt mig at svømme ind under broerne og lede og en anden venlig sjæl havde tilbudt mig, at låne hendes sarong, når jeg skulle hjem, da min egen erstatningssarong kun lige netop dækkede popo'en.
Men for at gøre en lang historie en smule kortere, så cyklede jeg hjemad, og hvor jeg før var iført kinesisk kunsthåndværk, var jeg nu iført indisk håndarbejde og jeg ærgrede mig da en smule - ikke fordi jeg er bornert eller noget, men een ting er at flashe sine appelsinhudslår på cykeltur på Strandvejen, hvor flere - dog nok yngre Gentofteborgere - havde mindre tøj på end jeg. Noget helt andet er, at gå i Menu og handle med kavalergang og lårkort - altså i min alder!
Jeg kunne jo også bare cykle lige hjem, men mit program var lidt "tight", da jeg skulle hente nisser og minimonster i h.h.v. SFO og vuggestue. (Nisserne = tvillingerne på snart 9 år og minimonster = efternøleren på snart 2 år.) Og så havde jeg ikke spist ost i en uge og trængte i den grad til et stykke knækbrød med ost, så jeg ville rigtig gerne handle lidt på hjemvejen.
Altså besluttede jeg mig for, at det var på tide at købe en ny kjole og der var en Kirkens Korshær på Strandvejen, som jeg endnu ikke havde besøgt. Men den var desværre lukket. Jeg er ellers stor fan af genbrug og charity og har flere gode kjoler og bluser fra bl.a. Kirkens Korshær.
I stedet for var jeg inde i en minimal tøj-og ting-butik, hvor jeg i høj grad lod indehaveren om at finde og bestemme, hvilken kjole, jeg skulle købe, da alt er så tæt pakket i butikken, at man nærmest ikke kan se den ene vare fra den anden.
500 kr. blev det og det er jo ikke fordi, det er dyrt, men kjolen er i et ubestemmeligt materiale, og først da jeg kom hjem opdagede jeg, at der ikke var nogen materialebetegnelse isyet sømmen. Johh, den er da nydelig, men ikke blød som en bomuldskjole.
Så kom jeg SÅ langt og da jeg skulle til at betale sukkede hun: "De der mørke mænd kan godt være noget aggressive!"
Da jeg ikke lige kunne svare JA - dels fordi jeg hverken bryder mig om generaliseringer eller fremmedhad, dels fordi jeg ikke anede, hvad hun hentydede til - spurgte jeg lidt ind til, hvad hun havde i tankerne.
Hun fortalte, at hun havde rost en butiksejer på den anden side ad gaden, fordi han endelig havde åbnet sin butik igen og at det jo var ærgerligt med lukkede butikker i sådan en lille by (Hellerup) og så har han vrissent fortalt hende, at det skulle hun ikke blande sig i.
Som når noget går een på, så føler man trang til at gentage det samme igen og igen, hvilket hun gjorde, til jeg sagde til hende, at han nok havde haft en dårlig dag og at det sikkert slet ikke havde noget med hende at gøre.
Det var faktisk det sidste hun sagde, inden jeg gik ud af butikken: "Han har nok bare haft en dårlig dag!"
Da jeg lidt efter stod i Menu i min nye, fine franske sommerkjole, ringede Silke og sagde, at jeg alligevel ikke skulle hente børnebørn, som jeg skal passe senere.
Nåh, så kunne jeg jo godt have nået hjem og have taget tøj på og handle inden jeg skuylle til Svendborggade. Men sådan blev det ikke.
Jeg savner slet ikke min kinesiske kjole, der bringer minder frem fra en fantastisk rejse til Tibet. For at få lov til at komme ind i det besatte land, havde vi forpligtet os til at være nogle dage i Beijing både før og efter de 8 dages rundrejse i selve højlandet, hvor vi så alle de vigtige steder med referencer til H.H. Dalai Lama m.m.
Det var en grupperejse og jeg kom godt ud af det med to rejsevandte og gæve kvinder; en mor og datter lidt ældre end jeg - og faktisk købte vi alle tre den selvsamme kjole, blot i hver sin farve; blå, bourdeux og grøn. I nogen tid efter, havde jeg fortrudt, at jeg ikke havde købt tre kjoler, en i hver farve, fordi den var så anvendelig og behagelig. Og så var det også de eneste modeller med plads i til europæiske numser - de petite kinesiske kvinder har tilsyneladende alt andet end timeglasfigur og er derfor ret så smalle hele vejen ned.
