Ida ville ikke kunne komme med, da det var meningen, at hun skulle skrive opgave i Miami hos sin far og små søskende.
Jeg var på arbejdet onsdag den 11. marts, hvor jeg delte isvafler ud til beboerne på min afdeling, og de var så søde at synge fødselsdagssang for mig.
Derfor skulle jeg først holde lidt fødselsdag for poderne i den efterfølgende weekend, men da gik de i karantæne, fordi de havde været til Purimfest på skolen, hvor der var flere, der testede positivt for C-virus. Danmark var på vej til at lukke ned
Kort tid efter kom Ida hjem fra Miami over hals og hoved, fordi regeringen anbefalede, at alle rejsende skulle skynde sig hjem inden diverse grænser ville lukke helt. Ida kom hjem og gik i karantæne.
I dag er det den 27. marts og jeg har ikke set min familie i tre uger. Det lyder ikke af så meget, men når jeg hverken kan hente Maya i vuggestuen om tirsdagen og have nisserne til overnatning på en fredag og gå på kursus i Phendeling eller træne i mit LOOP-center eller gå på café eller i bio med venner - ja så føles 3 uger som meget lang tid. Men jeg får da ringet lidt oftere til min gamle mor i Odense, der tilsyneladende har det fint og får talt en masse i telefon.
Vores statsminister Mette Frederiksen holder jævnligt pressemøde og det samme gør andre ministre og specialister, politiet m.m. Vi bliver velinformeret dagligt om situationen og jeg er sikker på, at historiebøgerne ville blive fyldt med detaljer, og der vil sikkert også blive lavet både dokumentar- og spændeingsfilm om emnet, så jeg vil ikke gå i detaljer, men blot sige, at jeg beundrer Mette. Jeg kalder hende for "Mor Danmark": Hun udstråler ro, omsorg, myndighed, tålmodighed, seriøsitet og ekspertice - også efter lange nattemøder. Hendes motto for landet i disse her dage er:
"Hold sammen ved at holde afstand! Bliv hjemme!"
Jeg arbejder som aktivitetsmedarbejder for yngre demente på et plejecenter i Hellerup, lige ovre på den anden side af Tuborgvej. Det har jeg gjort siden 1. august 2018.
I denne her tid er jeg rigtig glad for ar arbejde - når nu jeg ikke kan så meget andet - og det føles næsten "normalt! Men der er nogle stykker af de demente damer, som har meget brug for et knus i ny og næ og DET får de. Faktisk er det helt umuligt for os at holde afstand, vi hjælper dem jo med mange ting og plejepersonalet kommer rigtig tæt på. Vi bruger ikke værnemidler udover latexhandsker, håndsprit og vand&sæbe. Og så kan der ikke komme besøg af pårørende og vi bliver på egen afdeling eller går tur udendørs. Vi har nogle "ekstra hyggedamer" om dagen, fordi dagcentret er lukket midlertidigt på grund af smittefare. Heldigvis (7-9-13) har vi ingen syge på afdelingen, hverken persoanle eller beboere.
Hvis vi først får det - og det gør vi jo nok på et tidspunkt - så bliver det først rigtig besværligt.
Luftforurening i Danmarks største byer er faldet med en tredjedel under coronaudbrud
Coronaudbruddet betyder renere luft i de store byer, viser nye tal.
Een dag tog jeg op til Stupaen på Bispebjerg Kirkegård og gik rundt om Stupaen, mens jeg reciterede Tara-mantraet.
En anden dag tog jeg ud til den nye bydel i Nordhavn for at kigge. Meget mere charmerende, end jeg havde forestillet mig.
Så får jeg lavet min yoga og strikket en del - og så har jeg signet op på Viaplay, så der et lidt større udvalg af film og serier - også til nisserne og deres forældre.
Mit mormor-ego blev rigtigt fodret, da jeg her i eftermiddags hentede Silke og nisserne og lille Maya på Svendborggade, hvor jeg ventede ude i solen og først kom Alma løbende hen til mig og så kom Yael løbende og til sidst den store og den lille.
SvarSletOg så gik vi hen på en dejlig, stor legeplads.
Det var virkeligt dejligt at se dem og da Silke fortalte mig, at når nogen ringede på døren, så sagde Maya: "Momo!" (mormor) - ja så blev mit mormorhjerte da så blødt som den mest cremede dressing.
Silke fortalte mig også, at hun havde vist Maya nogle forskellige småting, heriblandt nogle hæklede blomsterbrocher, jeg havde lavet, hvorefter Mayamusen skulle have sagt: "momo!" Det tyder på, at hun kender min stil <3
Nisserne var søde og ivrige og havde krudt i røven og ville gerne fortælle en masse og jeg fik dejlige, anvendelige fødselsdagsgaver med nogen forsinkelse: Hjemmelavede genbrugs-urtepotteskjulkere. Meget fine - og en tegning, som Alma havde lavet sammen med Maya. <3
Åh, de dejlinger.
Da forureningen i diverse storbyer begyndte at falde drastisk i en grad, så det faktisk sparede menneskeliv på grund af "nedlukningen af en by" - tænkte jeg - for man leder jo ofte efter forklaringer - at det måtte være klima-devaernes tålmodighed, som havede fået nok og det var "et vink med en vognstang!"
SvarSletMen nu hare man fundet ud af, at virus startede på et dyremarked i Kina - et sted. hvor dyr blev solgt levende i meget små bure.
Så nu tror jeg, at det er dyre-vedaerne, der har fået nok.
Ligesom SARS-udbruddet i 2003 kan coronaepidemien føres tilbage til Kinas såkaldte wet markets – det er udendørsmarkeder, hvor man kan købe levende dyr, der dræbes og slagtes på stedet for kunderne. Indtil slutningen af december 2019 havde alle, som blev smittet, tilknytning til markedet Huanan i Wuhan.
I dag har jeg haft årets første altandag! Jeg sad isvøbt sarong en time i solen og nød, at der ikke var nogen iskold brise. Bagefter cyklede jeg en tur.
SvarSletI går gik jeg tur i Fælledparken sammen med Ida. Vi holdt behørigt afstand som de fleste andre fordgængere. Men motionisterne maser og pruster sig frem alt, alt for tæt på os andre. Det har i nogen tid været forbudt at løbe i Frederiksberg have. Jeg ville ønske, man kunne lave det samme forbud i Fælledparken, eller en lidt blidere model: Man skal kun kunne løbe om formiddagen.
SvarSletMen dejligt var det at se Ida og vi luskede rundt - sad lidt i solen og luskede vider i nogle timer. Vi havde begge to taget uldne strømpebukser på under cowboybukserne, så var det nemmere at holde varmen.
Men inden vi mødtes i Fælledparken, havde jeg haft en rengøringsraptus. Sofaen blev grundigt støvsuget og nyvaskede tæpper lagt på m.m.
I dag starter jeg en ny arbejdsuge. Det vil sige, efter fem gode fridage kommer fem arbejdsdage. Jeg er spændt på, om vi stadigvæk er fri for Coronasmitte på min afdeling både blandt beboere og personale.
I dag er det 1. maj og alle udendørs arrangementer er aflyst i det meste af verden. Jeg sagde ikke LANDET - men VERDEN!
SvarSletDet er psyrealistisk at være midt i denne pandemi, hvor der hele tiden kommer nye retningslinier og nye tal: Tal der fortæller om, hvor mange der er smittede, hvor mange der er døde og hvor mange der er raske. Også tal der fortæller om, hvor mange der IKKE har fået influenza i år på grund af den øgede hygiejne blandt borgerne og hvor mange, der IKKE er døde eller blevet syge af forureningen, nu hvor biler og især flyvemaskiner holder lav profil. Der er ingen kunder til flyselskaber, de fleste lande er lukkede!
I sidste uge begyndte landet Danmark så småt at åbne igen og de små klasser kunne begybnde at komme i skole efter en måneds hjemmeundervisning, ofte med forældre med hjemmearbejde. Så grelt, som det har været i flere lande med desideret udgangsforbud, har det heldigvis ikke været i danmark. Vi har hver dag kunnet få luft, dog har det ikke været tilladt - og det gælder stadigvæk - at være forsamlet mere end 10 personer ad gangen på grund af smittefare. Og derfor er 1. maj arrangementere aflyst, men der kommer nok en del både på tv og viralt/online.
I tirsdags var jeg for første gang i 2 måneder til kraniosakralbehandling og ALS.
Selv har jeg hele tiden arbejdet på plejehjemmet, hvor der har været besøgsforbud for pårørende og vi har skruet op for hygiejnen. I denne her uge begyndte vi at bruge visir i de situationer, hvor vi er tæt på beboerne i mere end 15 min. Det vil sige i spisesituationer o.lign.
Efter en måned med bragende godt solskinsvejr og lune temperaturer, bare tæer i sandaler og sommertøj, er vi nu gået ind i en tid med regnvejr og noget koldere vejr.
Jeg havde ellers taget sommertøjet ned fra loftet og været oppe med vintertøjet. Kun min skijakke var ikke nået derop, da jeg lige ville vaske den først. Mit held!
I går tog jeg den i brug, da jeg så hvordan det "stod ned i stænger", da jeg skulle på job.
I sidste weekend besøgte jeg nisserne med familie på hjemme-adressen for første gang under Coronaen. Maya virkede begejstret for at få besøg og ville vise mig alt hendes legetøj og lege og gik gerne tur med mig uden de andre. Den lille nuttede rodbede. Dejligt at se dem alle sammen og noget mere bekvemt end at mødes på en legeplads eller strand med afstand.
Der hvor jeg arbejder er der endnu ingen syge. Men et andet plejehjem i kommunen har 17 smittede beboere og 9 smittede ansatte - altså registrerede. Det er skræmmende og selv om jeg ikke er bange for hverken at blive smittet eller at dø, er det en stressfaktor, at vi går og venter på, at det enten skal bryde ud eller blive overstået - vi ved det ikke.
Åbningen af verden er delt ind i faser.
SvarSletFørst var det fase ET og i går var det så fase TO:
For første gang i nogle måneder var jeg til BU LIVE i Phendeling - vi må stadigvæk kun være 10 samlede og sidde og færdes med afstand - og vores fantastsike lærermester Tenzin var iført visir.
Det var så også første gang i meget lang tid, at jeg kørte med S-tog: Ikke nok med, at der var afmærket, hvordan man skulle stå på peronen og sidde i toget - der var også en højtalerstemme,der på to sprog fortalte, hvordan vi skulle holde afstand og tage hensyn til hinanden. Jeg selkv bar maske ved af- pg opåstigningen.
Så er bibliotekerne atter åbne og der ligger lydbog - en velkendt roman af Knud Romer - og venter på mig. Det er længe siden, jeg, har hørt en lydbog, så det ser jeg frem til.
Caféer og restauranter er åbne - men jeg venter glad til det efterprsagtige vejr er gledet over i forårsvejr igen, så man kan sidde ude. Pandemien raser nemlig stadigvæk om end noget mere kontrolleret.
DE store skoleelever er tilbage på skolerne. Vi mangler stadigvæk nogle ting: Muser og motionscentre.
Jeg savner mit LOOP-center og især den gode tilstand, jeg havde fået oparbejdet ved at træne min krop. Lige efter et langvarigt sygdomsforløb med min dumme fod med både knyst og slidgigt, hvor jeg stort set ikke kunne gå, fik jeg målt min metabolske alder, som til min skræk var over de 70 år.
Her lige inden Coronapandemien og nogle måneders intensiv træning, havde jeg mistet 7 år - stadigvæk ikke nået min egen alder på 62, men godt på vej. Og i hvert fald særdeles motiveret til at ramme det rigtige tal.
Men nu er det hele ødelagt, så jeg glæder mig MEGET, til jeg kan komme i gang igen og håber ikke, mit center må lukke på grund af manglende indtægter - måske har de modtaget hjælpepakker og holder skindet på næsen - jeg håber det.
Jeg arbejder stadigvæk som vanligt og vi har endnu ingen syge, hverken personale eller beboere. De pårørende savner meget at kunne komme på besøg. Det kan jeg godt forstå. Enkelte beboere savner skam også deres familie, men de fleste kan ikke huske, at der er gået så lang tid. Heldigvis for dem.