"Italiensvej" af Anna Grue har kedet mig hele vejen igennem, eller i hvert fald de første 5 timer, hvorefter jeg opgav.
Ja, jeg ved, jeg har forsøgt før, men efter den seneste begejstring for forfatterens krimieserier, tænkte jeg, at jeg skulle give den en chance igen. Det var der så ingen grund til.
Faktisk synes jeg også at oplæsningen af Githa Lehrmann var dårligere end vanligt. Det vil sige, at hun var så entusistisk og nuanceret som hun plejer, men denne her gang syntes jeg, at hun overdrev og at dialekten, særligt hos den iralienske hovedperson, blev karikeret og irriterende at lytte til.
Så alt i alt en kedelig oplevelse med de to ellers ret skønne kvinder - så det MÅ være undtagelsen, der bekræfter reglen.
"Bæst" af Ane Riel er en rørende fortælling om et usædvaanligt venskab, om kærlighed, skyld og sære eksistenser. Romanen er velskrevet og poetisk med mange små pudsige detaljer, der får een til at stornyde det litterære talent.
Oplæsningen af Henrik Kofoed Live er helt perfekt; behagelig, nuanceret i rart tempo med en god klang i stemmen.
"Harpiks" af Ane Riel er endnu en sær og velskevet roman om mennesker, man aldrig møder, mennesker der lever helt ude på kanten af, hvad der normalt og acceptabelt. Romanen har en del reet så ulækre detaljer, som jeg måtte spole hen over, da det blev for klamt. Det er også grunden til, at jeg springer den næste roman af den ellers så fantastiske forfatter over.
Oplæsningen af Henrik Kofoed Live er atter en fornøjelse. Det er sjældent, jeg bryder mig om mandestemmer, når jeg bruger lydbøger til at falde i søvn til, da de ofte har en skurrende, grov klang, der kan mærkes ubehageligt i mellemgulvet. Eller de er hårde og kantede. Men Henriks stemme er blød og melodiøs.
"Italienske nætter" af Irene Cao er den første i en erotisk trilogi, grænsende til det naive og overfladiske, ligegyldige. Jeg sled mig gennem første bind og skyndte mig at slette de to andre bind, som jeg aldrig kommer til at høre.
Romanen minder mig alt for meget om "50 shades of gray" og her med magtfuld, uimodståelig mand med magt over mindre selvstændig kvinde. Lige til at brække sig over. Men ellers ok skrevet og man får da lidt italiensk Venedig atmosfære med i købet. Nok derfor, jeg holdt ud så længe.
"Den knap så unge mand" af Xinxin Ren Gudbjørnsson er en spøjs lille roman på blot 1 time og 20 min. Og så er en i øvrigt også en satirisk gendigtning af Søren Kirkegaards "Gentagelsen". Spøjs og underholdende, med basis for refleksion.
"Blondinens betragtninger" af Helle Thorning Smidt er en vidunderlig bog om et seriøst emne; feminisme og køn og de ubehagelige ting, vi som kvinder må finde os i, og man som kvindelig politiker især må finde sig i.
Lizette Harritsø Lauritzen slutter i sin anmeldelse af med: "Det er en bog du kan læse og hygge dig med. Det er også en bog du kan læse og blive provokeret af. Du kan kaste den fra dig i irritation over at blive sat i bås, sammen med resten af verdens befolkning, som mennesker, der har så utroligt meget nyt at lære. Eller du kan vove at se i øjnene, at det nok er tilfældet. Uagtet om du så deler Helle Thorning-Schmidts holdninger eller ej."
Helle læser selv op på lydbogen, med entusiasme, tempo og overbevisning.
"Blå toner" af Anne Cathrine Bomann er en slags forskningskrimi, hvor vi befinder os blandt medicinstuderende og pilleforskning med "sorg" som den altoverskyggende grund til at firmaet vil fremstille piller. Der forskes og diskuteres og, så er der jo lige dem, der med prestige og indtjening for øje gerne afviser flere mindre heldige forsøgsresultater.
Rigtig spændende roman, der stiller gode spørsgmål; skal "sorg" være en diagnose? Bør man tage en pille for de mere ubehagelige følelser? - og hvad så, hvis empatien skrider i svinget?
Alt er skrevet i et smukt sprog og behageligt oplæst af Camilla Lau.
"Agathe" af Anne Cathrine Bromann - hendes romandbut fra 2017 er ikke helt så spændende som ovenstående, men absolut velskrevet og på en måde fascinerende om end, den er "stille" - altså meget langsom mhst. udvikling/handling - og alligevel har den sin charme.
Handler om en ældre psykiater, en mand, der er "jeg-persson" ssom fortæller om sit ret kedelige liv der ændres, da han bliver fortryllet af en af hans patienter.
Så er jo helt passende, at dte så også er ne mand, der læser romanen op.
Oplæsning af Bent Otto Hansen er perfekt og passer fint til stemnigen i bogen.
"En uskyldig familie" af Katrine Marie Guldager er en spøjs familiefortælling, realistisk og dog en smule karikeret. Men overdrivelse fremmer jo for forståelsen og skæbnerne er troværdige om end ekstreme. Hvilket jo i virkeligheden ofte er virkeligheden.
Tre søskende med samme forældrepar får på trods af dette 3 meget forskellige livsbaner, alle nogen som forældrene - 60'er generationen, har svært ved at rumme. Børnene synes at forældrene er for meget og omvendt. Der er uforløste forventninger til familieskabet.
Herligt er det, at det meste af romanen foregår i for mig kendte omgivelset i Svendborg og omegn - og lidt i Hellerup. Der er hyggelig genkendelse.
Jeg kan rigtig godt lide romamen og vil gerne høre mere fra foraftteren.
Oplæser Benjamin Hasselflug er eminent og underholdende.
"Italiensvej" af Anna Grue har kedet mig hele vejen igennem, eller i hvert fald de første 5 timer, hvorefter jeg opgav.
SvarSletJa, jeg ved, jeg har forsøgt før, men efter den seneste begejstring for forfatterens krimieserier, tænkte jeg, at jeg skulle give den en chance igen.
Det var der så ingen grund til.
Faktisk synes jeg også at oplæsningen af Githa Lehrmann var dårligere end vanligt. Det vil sige, at hun var så entusistisk og nuanceret som hun plejer, men denne her gang syntes jeg, at hun overdrev og at dialekten, særligt hos den iralienske hovedperson, blev karikeret og irriterende at lytte til.
Så alt i alt en kedelig oplevelse med de to ellers ret skønne kvinder - så det MÅ være undtagelsen, der bekræfter reglen.
"Bæst" af Ane Riel er en rørende fortælling om et usædvaanligt venskab, om kærlighed, skyld og sære eksistenser.
SvarSletRomanen er velskrevet og poetisk med mange små pudsige detaljer, der får een til at stornyde det litterære talent.
Oplæsningen af Henrik Kofoed Live er helt perfekt; behagelig, nuanceret i rart tempo med en god klang i stemmen.
"Harpiks" af Ane Riel er endnu en sær og velskevet roman om mennesker, man aldrig møder, mennesker der lever helt ude på kanten af, hvad der normalt og acceptabelt.
SvarSletRomanen har en del reet så ulækre detaljer, som jeg måtte spole hen over, da det blev for klamt. Det er også grunden til, at jeg springer den næste roman af den ellers så fantastiske forfatter over.
Oplæsningen af Henrik Kofoed Live er atter en fornøjelse.
Det er sjældent, jeg bryder mig om mandestemmer, når jeg bruger lydbøger til at falde i søvn til, da de ofte har en skurrende, grov klang, der kan mærkes ubehageligt i mellemgulvet. Eller de er hårde og kantede.
Men Henriks stemme er blød og melodiøs.
"Italienske nætter" af Irene Cao er den første i en erotisk trilogi, grænsende til det naive og overfladiske, ligegyldige.
SvarSletJeg sled mig gennem første bind og skyndte mig at slette de to andre bind, som jeg aldrig kommer til at høre.
Romanen minder mig alt for meget om "50 shades of gray" og her med magtfuld, uimodståelig mand med magt over mindre selvstændig kvinde. Lige til at brække sig over.
Men ellers ok skrevet og man får da lidt italiensk Venedig atmosfære med i købet. Nok derfor, jeg holdt ud så længe.
Virkelig god oplæsning af Katarina Lewkowitch
"Den knap så unge mand" af Xinxin Ren Gudbjørnsson er en spøjs lille roman på blot 1 time og 20 min.
SvarSletOg så er en i øvrigt også en satirisk gendigtning af Søren Kirkegaards "Gentagelsen".
Spøjs og underholdende, med basis for refleksion.
Veloplæst af Henrik Kofoed.
"Urværk" af Ane Riel er en sælsom, fascinerende fortælling om et ulige venskab mellem en dreng der stammer og en hørehæmmet, meget gammel kvinde.
SvarSletSuper fin oplæsning af Henrik Kofoed.
"Blondinens betragtninger" af Helle Thorning Smidt er en vidunderlig bog om et seriøst emne; feminisme og køn og de ubehagelige ting, vi som kvinder må finde os i, og man som kvindelig politiker især må finde sig i.
SvarSletLizette Harritsø Lauritzen slutter i sin anmeldelse af med:
"Det er en bog du kan læse og hygge dig med. Det er også en bog du kan læse og blive provokeret af. Du kan kaste den fra dig i irritation over at blive sat i bås, sammen med resten af verdens befolkning, som mennesker, der har så utroligt meget nyt at lære. Eller du kan vove at se i øjnene, at det nok er tilfældet. Uagtet om du så deler Helle Thorning-Schmidts holdninger eller ej."
Helle læser selv op på lydbogen, med entusiasme, tempo og overbevisning.
Hyggeligt genhør med to af Stine Pilgaards herlige bøger; "Min mor siger" og "Lejlighedssange".
SvarSletI begge bøger møder vi - i et pudsigt og poetisk - ofte lidt humoristisk - sprog - flere særlige og spøjse typer med skønne, bramfri holdninger.
Der er betragtninger, samtaler, refleksioner, erindringer og bekendelser i en herlig blandet coctail.
Ikke så meget handling, men alligevel en skøn oplevelse.
Og der er to gode oplæsere, der understøtter stemningen i begge bøger: Stine Prætorius og Helle Bøgeskov Mortensen.
"Blå toner" af Anne Cathrine Bomann er en slags forskningskrimi, hvor vi befinder os blandt medicinstuderende og pilleforskning med "sorg" som den altoverskyggende grund til at firmaet vil fremstille piller.
SvarSletDer forskes og diskuteres og, så er der jo lige dem, der med prestige og indtjening for øje gerne afviser flere mindre heldige forsøgsresultater.
Rigtig spændende roman, der stiller gode spørsgmål; skal "sorg" være en diagnose? Bør man tage en pille for de mere ubehagelige følelser? - og hvad så, hvis empatien skrider i svinget?
Alt er skrevet i et smukt sprog og behageligt oplæst af Camilla Lau.
"Agathe" af Anne Cathrine Bromann - hendes romandbut fra 2017 er ikke helt så spændende som ovenstående, men absolut velskrevet og på en måde fascinerende om end, den er "stille" - altså meget langsom mhst. udvikling/handling - og alligevel har den sin charme.
SvarSletHandler om en ældre psykiater, en mand, der er "jeg-persson" ssom fortæller om sit ret kedelige liv der ændres, da han bliver fortryllet af en af hans patienter.
Så er jo helt passende, at dte så også er ne mand, der læser romanen op.
Oplæsning af Bent Otto Hansen er perfekt og passer fint til stemnigen i bogen.
"Krokodillevogteren af Katrine Engberg er en skøn og spændende krimi med mange autentiske, sære og interessante menneskeskæbner.
SvarSletMeget finurligt tilrettelagt og fint oplæst af forfatteren, som jeg gerne hører mere til.
"En uskyldig familie" af Katrine Marie Guldager er en spøjs familiefortælling, realistisk og dog en smule karikeret.
SvarSletMen overdrivelse fremmer jo for forståelsen og skæbnerne er troværdige om end ekstreme. Hvilket jo i virkeligheden ofte er virkeligheden.
Tre søskende med samme forældrepar får på trods af dette 3 meget forskellige livsbaner, alle nogen som forældrene - 60'er generationen, har svært ved at rumme. Børnene synes at forældrene er for meget og omvendt. Der er uforløste forventninger til familieskabet.
Herligt er det, at det meste af romanen foregår i for mig kendte omgivelset i Svendborg og omegn - og lidt i Hellerup. Der er hyggelig genkendelse.
Jeg kan rigtig godt lide romamen og vil gerne høre mere fra foraftteren.
Oplæser Benjamin Hasselflug er eminent og underholdende.