"Pigen i violinen" af Knud Romer er en sælsom og nørdeet roman om musikere, derees undervisere, ambitioner og spil. Der er en deel "namedropping" som gør fortællingen autentisk. romanen er både fascinerende og for mi8g en smule kedelig, da det netop er "fagnørderi" som jeg ser det. Men meget smukt fortalt.
Oplæsningen af Knud Romer selv begejstrer mig ikke. Men han opgav så også undervejs - og som han sagde; "Jeg kan ikke mere, jeg er ved at blive blind". Herefter overtog Nanna Ask på fin vis. Jeg var godt klar over, at Knud Romer er ved at blive blind og han har min medfølelse. Men jeg forstår ikke, hvorfor dette på dramatisk vis skulle være en del af romanen. Nanna Ask kunne vel have læst fra starten.
"Silas og den sorte hoppe" af Cecil Bødker er en roman, der betød noget for mig, da jeg var et stort barn. Jeg kan huske, at jeg var dybt fascineret og læste Silas-bøgerne flere gange. Jeg var nysgerrig på, om jeg kunne finde ud af, hvad det var, der betog mig i den grad. Det var lidt svært. Den er lidt ubehagelig.
Måske var det det. at den handlede om en dreng der havde haft en dårlig barndom, og som tog sagen i egen hånd og var ganske uimponeret af de voksnes trang til at bestemme over ham.
Måske var det fordi han kunne lide heste og kunne ride - det gjorde jeg jo selv engang. Jeg ved det ikke, er ikke kommet tættere på, men har ikke mod på at få sidste del af romanen med. Den har ikke fået rigtig fat i mig denne her gang.
"Tjenerindens fortælling" af Margaret Atwood er virkelig spændende, fascinerende og velskrevet. En samfundskritisk kommentar, der giver gåsehud og angst, ikke mindst fordi, der faktisk er samfund, der behandler kvinder på denne her måde eller i hvert fald noget der ligner temmelig meget. Romanen er dog ment som - eller "pakket ind" som en gyser-fremtidsroman.
For nogen tid siden forsøgte jeg at se den filmatiserede udgave; serien "The Handmades Tale" - men jeg blev hurtigt træt af serien og syntes, den blev mig alt for tung, deprimerende og trist.
Men sådan er romanen jo slet ikke. Jo, jo, den er deprimerende i sin grundhandling, men jeg-personen fortæller jo hele vejen igennem om sine tanker, føleler og refleksioner, på en måde, der gør fortællingen mere interessant og nuanceret, end jeg har oplevet filmserien. Filmens hovedperson er desuden ikke en af mine favoritter, hvilket jo ikke gør det bedre.
Efter at have lyttet til den oprindelige roman, har jeg fået lidt mod på at se serien, i hvert fald dele af den, da den uden tvivle er trukket i langdrag, som man ofte gør med serier.
Oplæsningen af Louise Davidsen er ok, frisk og præcis, men også lidt for hurtig, jappet og skarp i tonen. Dog ikke noget, der har gjort, at jeg helt har mistet lystet til at lytte.
"Gileads døtre" af Margaret Atwood er en fortsættelse på ovenstående fremtidsroman. Den er ligeså spændende og uhyggelig og lige så forfriskende i sin nærmest helt unuancerede indirekte såvel som direkte kritik af mænd, religionens inkonsekvente magtmennesker og patriarkatet.
Forfatteren skriver herligt underholdende og særligt hendes akademiske forelæsnings-afslutninger på begge romaner er originale og vedkommende idet resten af de mange tråde bliver viklet fra hinanden, og de allersídste mysterier bliver afsløret. Man skal dog "holde tungen lige i munden, da romanen fortælles af tre forskellige JEG-personer.
Jeg MÅ have fat i flere romaner af denne vidunderlige forfatter.
Oplæsningen af Louise Davidsen er som ovenstående - ikke tosset, men hun har en lidt agressiv og indigneret tone - ret ofte. Selv om jeg synes, hun taler for hurtigt, skal hun dog have, at hun tager sig tid til pauser i oplæsningen. Ikke alle oplæsere dvæler nemlig ved punktummer, hvilket er ret irriterende.
"Alias Grace" er endnu en roman af Margaret Atwood, der er filmatiseret som netflix-serie og som jeg har set, før jeg vidste, der var en roman.
Denne her gang har filmatiseringen været god og efter min smag og nu, da jeg har hørt romanen bag, kan jeg forstå, at filmen er meget tæt på romanen. Det er sikkert også nemmere i det her tilfælde, hvor der er en fortæller gennem hele forløbet, som også er hovedpersonen, der dels fortæller om sine tanker, dels fortæller sin historie til en analytiker.
Det er en god og underholdende roman med et herligt gammeldags sprogbrug.
Oplæsningen af Lea Baastrup Rønne er fin og hendes stemme matcher fint den stemme, jeg kender fra filmen.
"Pigerne fra Englandsbåden" af Lone Theils er mega spændende og var svær at komme fra indimellem, når man skulle en tur på potten eller baree røre sig lidt.
Det er en krimi med en kriminal-udlandsreporter - altså en journalist som omdrejningspunkt. Man kan godt mærke, at det er en uddannet journaist, som er forfatteren bag denne her krimiserie og jeg kan da godt blive en smule irriteret over journalisters insisterende måde at arbejde på, da det tisyneladende handler om at komme først med den "gode" historie, uanset hvor mange menneskers dårlige minder, der skal rippes op i.
Meen forfatterens sympati ligger hos sin kvindelige hovedperson, der heldigvis er ung og har dyrket kampsport, hvilket ind imellem har været hendes redning - og så kærester hun med en charmerende politibetjent eller kommisær eller hvad hans titel nu er inden for politiet, som hun uundgåeligt må samarbejde med med eller uden held. Jeg blev så bidt af forfatterens skrivestil og uforudsigelige, komplekse plot, at jeg flux kastede mig over endnu en fra rækken, med samme hovedperson.
"De usynlige" af Lone Theils er - alle gode gange tre - krimi med spænding og politisk indsigt i det britiske parlament og især hos magteliten. mon de alle er pædofile? Det indtryk kan man godt få. Det er alvorlige emner, forfatteren tager op, så jeg har brug for en pause, men vender frygtelig tilbage, når jeg kan rumme mere af al den gru, som menneskeer udsætter hinanden for.
"Superskurk" af Anna Juul er et ulykkeligt, surt og bittert opråb til politikere og andre, der sylter psykiatrien.
Hun stiller relevante, kritiske spørgsmål og skælder ud, hun fortæller om dobbeltheden i hende selv og giver et nuanceret og frustreret indtryk, men med masser af pondus og talent.
En rigtig god og vedrørende bog der giver stof til eftertanke.
Hun læser selv bogen op - naturligvis, hvem elllers skulle kunne gøre det med autentisk indignation?
"Penge og bacon" af Anna Juul er en sjov og skør og spændende roman om tosomhed og tvungen isolation. jeg er stor fan af forfatteren og serr frem til flere romaner.
"Heksedrengen og "Den blå digters kone" af Lone Theils er 2 bøger mere i serien om journalisten Norah. De er så spændende at jeg starter på den næste, så snart den ene er hørt færdig.
Begge krimi'er er veloplæst af Randi Winther. En smule irriterende er det, at hun læser meget langsomt og tydeligt, hver gang det er en mand, der taler. Men også lidt pudsigt - og det er jo småting.
"Pigen i violinen" af Knud Romer er en sælsom og nørdeet roman om musikere, derees undervisere, ambitioner og spil. Der er en deel "namedropping" som gør fortællingen autentisk.
SvarSletromanen er både fascinerende og for mi8g en smule kedelig, da det netop er "fagnørderi" som jeg ser det. Men meget smukt fortalt.
Oplæsningen af Knud Romer selv begejstrer mig ikke.
Men han opgav så også undervejs - og som han sagde; "Jeg kan ikke mere, jeg er ved at blive blind".
Herefter overtog Nanna Ask på fin vis.
Jeg var godt klar over, at Knud Romer er ved at blive blind og han har min medfølelse. Men jeg forstår ikke, hvorfor dette på dramatisk vis skulle være en del af romanen.
Nanna Ask kunne vel have læst fra starten.
"Silas og den sorte hoppe" af Cecil Bødker er en roman, der betød noget for mig, da jeg var et stort barn.
SvarSletJeg kan huske, at jeg var dybt fascineret og læste Silas-bøgerne flere gange.
Jeg var nysgerrig på, om jeg kunne finde ud af, hvad det var, der betog mig i den grad. Det var lidt svært. Den er lidt ubehagelig.
Måske var det det. at den handlede om en dreng der havde haft en dårlig barndom, og som tog sagen i egen hånd og var ganske uimponeret af de voksnes trang til at bestemme over ham.
Måske var det fordi han kunne lide heste og kunne ride - det gjorde jeg jo selv engang.
Jeg ved det ikke, er ikke kommet tættere på, men har ikke mod på at få sidste del af romanen med. Den har ikke fået rigtig fat i mig denne her gang.
Oplæsningen af Esben Hansen er rigtig fin.
"Tjenerindens fortælling" af Margaret Atwood er virkelig spændende, fascinerende og velskrevet.
SvarSletEn samfundskritisk kommentar, der giver gåsehud og angst, ikke mindst fordi, der faktisk er samfund, der behandler kvinder på denne her måde eller i hvert fald noget der ligner temmelig meget. Romanen er dog ment som - eller "pakket ind" som en gyser-fremtidsroman.
For nogen tid siden forsøgte jeg at se den filmatiserede udgave; serien "The Handmades Tale" - men jeg blev hurtigt træt af serien og syntes, den blev mig alt for tung, deprimerende og trist.
Men sådan er romanen jo slet ikke. Jo, jo, den er deprimerende i sin grundhandling, men jeg-personen fortæller jo hele vejen igennem om sine tanker, føleler og refleksioner, på en måde, der gør fortællingen mere interessant og nuanceret, end jeg har oplevet filmserien.
Filmens hovedperson er desuden ikke en af mine favoritter, hvilket jo ikke gør det bedre.
Efter at have lyttet til den oprindelige roman, har jeg fået lidt mod på at se serien, i hvert fald dele af den, da den uden tvivle er trukket i langdrag, som man ofte gør med serier.
Oplæsningen af Louise Davidsen er ok, frisk og præcis, men også lidt for hurtig, jappet og skarp i tonen. Dog ikke noget, der har gjort, at jeg helt har mistet lystet til at lytte.
"Gileads døtre" af Margaret Atwood er en fortsættelse på ovenstående fremtidsroman. Den er ligeså spændende og uhyggelig og lige så forfriskende i sin nærmest helt unuancerede indirekte såvel som direkte kritik af mænd, religionens inkonsekvente magtmennesker og patriarkatet.
SvarSletForfatteren skriver herligt underholdende og særligt hendes akademiske forelæsnings-afslutninger på begge romaner er originale og vedkommende idet resten af de mange tråde bliver viklet fra hinanden, og de allersídste mysterier bliver afsløret.
Man skal dog "holde tungen lige i munden, da romanen fortælles af tre forskellige JEG-personer.
Jeg MÅ have fat i flere romaner af denne vidunderlige forfatter.
Oplæsningen af Louise Davidsen er som ovenstående - ikke tosset, men hun har en lidt agressiv og indigneret tone - ret ofte. Selv om jeg synes, hun taler for hurtigt, skal hun dog have, at hun tager sig tid til pauser i oplæsningen. Ikke alle oplæsere dvæler nemlig ved punktummer, hvilket er ret irriterende.
"Alias Grace" er endnu en roman af Margaret Atwood, der er filmatiseret som netflix-serie og som jeg har set, før jeg vidste, der var en roman.
SvarSletDenne her gang har filmatiseringen været god og efter min smag og nu, da jeg har hørt romanen bag, kan jeg forstå, at filmen er meget tæt på romanen.
Det er sikkert også nemmere i det her tilfælde, hvor der er en fortæller gennem hele forløbet, som også er hovedpersonen, der dels fortæller om sine tanker, dels fortæller sin historie til en analytiker.
Det er en god og underholdende roman med et herligt gammeldags sprogbrug.
Oplæsningen af Lea Baastrup Rønne er fin og hendes stemme matcher fint den stemme, jeg kender fra filmen.
"Pigerne fra Englandsbåden" af Lone Theils er mega spændende og var svær at komme fra indimellem, når man skulle en tur på potten eller baree røre sig lidt.
SvarSletDet er en krimi med en kriminal-udlandsreporter - altså en journalist som omdrejningspunkt. Man kan godt mærke, at det er en uddannet journaist, som er forfatteren bag denne her krimiserie og jeg kan da godt blive en smule irriteret over journalisters insisterende måde at arbejde på, da det tisyneladende handler om at komme først med den "gode" historie, uanset hvor mange menneskers dårlige minder, der skal rippes op i.
Meen forfatterens sympati ligger hos sin kvindelige hovedperson, der heldigvis er ung og har dyrket kampsport, hvilket ind imellem har været hendes redning - og så kærester hun med en charmerende politibetjent eller kommisær eller hvad hans titel nu er inden for politiet, som hun uundgåeligt må samarbejde med med eller uden held.
Jeg blev så bidt af forfatterens skrivestil og uforudsigelige, komplekse plot, at jeg flux kastede mig over endnu en fra rækken, med samme hovedperson.
Oplæsningen af Randi Winther er rigtig god.
"Stilleleg" Endnu en krimi af Lone Theils er ligeså hæsblæsende spændende og umuligt at lægge fra sig som ovenstående.
SvarSletOplæsningen af Sara Quist er perfekt nuanceret uden af blive dramatisk.
"De usynlige" af Lone Theils er - alle gode gange tre - krimi med spænding og politisk indsigt i det britiske parlament og især hos magteliten. mon de alle er pædofile? Det indtryk kan man godt få.
SvarSletDet er alvorlige emner, forfatteren tager op, så jeg har brug for en pause, men vender frygtelig tilbage, når jeg kan rumme mere af al den gru, som menneskeer udsætter hinanden for.
Gedigen oplæsning af Sara Qvist.
"Superskurk" af Anna Juul er et ulykkeligt, surt og bittert opråb til politikere og andre, der sylter psykiatrien.
SvarSletHun stiller relevante, kritiske spørgsmål og skælder ud, hun fortæller om dobbeltheden i hende selv og giver et nuanceret og frustreret indtryk, men med masser af pondus og talent.
En rigtig god og vedrørende bog der giver stof til eftertanke.
Hun læser selv bogen op - naturligvis, hvem elllers skulle kunne gøre det med autentisk indignation?
"Penge og bacon" af Anna Juul er en sjov og skør og spændende roman om tosomhed og tvungen isolation. jeg er stor fan af forfatteren og serr frem til flere romaner.
SvarSletVirelig fin oplæsning af Anna Bruus Christensen
"Heksedrengen og "Den blå digters kone" af Lone Theils er 2 bøger mere i serien om journalisten Norah. De er så spændende at jeg starter på den næste, så snart den ene er hørt færdig.
SvarSletBegge krimi'er er veloplæst af Randi Winther. En smule irriterende er det, at hun læser meget langsomt og tydeligt, hver gang det er en mand, der taler. Men også lidt pudsigt - og det er jo småting.
"Op til overfladen" af Margaret Atwood blev jeg aldrig fanget af og derfor opgav jeg forholdsvist hurtigt,
SvarSlet