"Matilda" af Mary Shelly er en højst besynderlig, romantisk, men meget mørk og dramatisk fortælling om kærlighed mellem far og datter.
Jeg synes, den er lidt "for meget" og pærer rundt i det samme elenighed og drama i al for lang tid - lidt tynd ren plot-mæssigt, men særdeles velskrevet.
Virkelig god og indlevende oplæsning af Sara Emilie Nielsen
"Nærmeste pårørende" af Elsebeth Egholm er endnu en spændende krimi med mange litterære stjerner undervejs.
Men den er også meget mørk og bestialsk til tider. Det er temmelig alvorlige emner, der bliver bragt op, men de er jo evigt aktuelle, desværre.
Jeg er absolut ikke færdig med forfatteren endnu.
Oplæsningen af Agnete Wahl er jeg til gengæld ambivalent i forhold til. Der er ingen tvivl om, at hun læser flot op med dedikation og betoninger. Der er bare det, at indimellem lyder hun distraheret og det kan være svært at abstrahere fra hende som oplæser der, hvor man hellere vil blive opslugt af selve romanen.
"Større end os", "Større end os to" og "Større end os tre" af Christina Bonde er en sentimental og banal triologi.
Først fik jeg fat i den sidste af bøgerne og der gik nogen tid inden, jeg forstod at titlen ikke refererede til tre personer, men til tre bind. Derfor lagde jeg den på hylden og fandt etteren og toeren.
Virkelig nogle misvisende titler. Man kunne godt have angivet romanernes rækkefølge på en mere korrekt og tydelig måde. Det kan selvfølgelig være en smart praktikant på forlaget, der går mere op i "smartnes" end i tydelig og gramatisk rigtig kommunikation - end det er forfattren, som skal skoses for dette.
Jeg hørte hele første bind i al dens ligegyldige kedelighed, blot fordi, den kunne lånes uden for max-antallet på tre, som jeg for længst havde opnået. Men kun kort inde i bind to blev banaliteterne alligevel for latterlige til, at jeg kunne fortsætte. Det hele var fra starten ret forudsigeligt og alt for romantisk og sikkert slet ikke rettet mod mig som målgruppe.
Ingen littrære perler. Kun massser af naive følelser og detaljerede beskrivelser af ligegyldigheder.
"Ikke den slags pige" af Lena Dunham lever (desværre) helt op til undertitlen: en ung pige fortæller hvad hun har "lært"
Skuespiller, instruktør og forfatter fortæller side op og side ned om episoder, hvor hun enten har haft sex med en fyr eller blot har puttet uden at havde sex. Og hvorfor det ene og hvorfor det andet.
I bogens intro, står ellers at den er vanvittigg sjov, velformuleret og hæmningsløst åbenhjertig.
Jeg er ikke stødt på det sjove endnu (godt 2 timer inde i bogen.) men kan svare JA til det åbenhjertige, der grænser til det indiskete mere end der er underholdningsværdi. Så her slutter festen.
"Matilda" af Mary Shelly er en højst besynderlig, romantisk, men meget mørk og dramatisk fortælling om kærlighed mellem far og datter.
SvarSletJeg synes, den er lidt "for meget" og pærer rundt i det samme elenighed og drama i al for lang tid - lidt tynd ren plot-mæssigt, men særdeles velskrevet.
Virkelig god og indlevende oplæsning af Sara Emilie Nielsen
"Vold og magt" af Elebeth Egholm er en samfundskritisk krimi med en kvindelig hovedperson; jorurnalisten Dicte Svendsen.
SvarSletDen er en del af en serie, hvor samme gruppe personer er omdrejningspunktet.
Rigtig god, spændende og underholdende og herligt, at det foregår i og omkring Århus på steder, jeg kender.
Rigtig god oplæsning af Puk Sharbau
"Nærmeste pårørende" af Elsebeth Egholm er endnu en spændende krimi med mange litterære stjerner undervejs.
SvarSletMen den er også meget mørk og bestialsk til tider. Det er temmelig alvorlige emner, der bliver bragt op, men de er jo evigt aktuelle, desværre.
Jeg er absolut ikke færdig med forfatteren endnu.
Oplæsningen af Agnete Wahl er jeg til gengæld ambivalent i forhold til. Der er ingen tvivl om, at hun læser flot op med dedikation og betoninger. Der er bare det, at indimellem lyder hun distraheret og det kan være svært at abstrahere fra hende som oplæser der, hvor man hellere vil blive opslugt af selve romanen.
"Større end os", "Større end os to" og "Større end os tre" af Christina Bonde er en sentimental og banal triologi.
SvarSletFørst fik jeg fat i den sidste af bøgerne og der gik nogen tid inden, jeg forstod at titlen ikke refererede til tre personer, men til tre bind.
Derfor lagde jeg den på hylden og fandt etteren og toeren.
Virkelig nogle misvisende titler. Man kunne godt have angivet romanernes rækkefølge på en mere korrekt og tydelig måde.
Det kan selvfølgelig være en smart praktikant på forlaget, der går mere op i "smartnes" end i tydelig og gramatisk rigtig kommunikation - end det er forfattren, som skal skoses for dette.
Jeg hørte hele første bind i al dens ligegyldige kedelighed, blot fordi, den kunne lånes uden for max-antallet på tre, som jeg for længst havde opnået.
Men kun kort inde i bind to blev banaliteterne alligevel for latterlige til, at jeg kunne fortsætte. Det hele var fra starten ret forudsigeligt og alt for romantisk og sikkert slet ikke rettet mod mig som målgruppe.
Ingen littrære perler. Kun massser af naive følelser og detaljerede beskrivelser af ligegyldigheder.
Udmærket oplæsning - dog - af Charlotte Schultz
"Ikke den slags pige" af Lena Dunham lever (desværre) helt op til undertitlen: en ung pige fortæller hvad hun har "lært"
SvarSletSkuespiller, instruktør og forfatter fortæller side op og side ned om episoder, hvor hun enten har haft sex med en fyr eller blot har puttet uden at havde sex. Og hvorfor det ene og hvorfor det andet.
I bogens intro, står ellers at den er vanvittigg sjov, velformuleret og hæmningsløst åbenhjertig.
Jeg er ikke stødt på det sjove endnu (godt 2 timer inde i bogen.) men kan svare JA til det åbenhjertige, der grænser til det indiskete mere end der er underholdningsværdi. Så her slutter festen.
Frisk og frejdig oplæsning af Louise Davidssen.