Mit pleje testamente. En forsikring mod mistet værdighed.

Jeg arbejder i en branche, hvor folk pludselig bliver afhængige af andres hjælp, hvor de måske ikke længere selv kan udtrykke sig og hvor der efterfølgende sker store omvæltninger i dagligdagen.

Jeg arbejder på et plejehjem for folk med demens sygdomme og øvrige psykiatriske diagnoser. Demens har i dag intet med alder at gøre. Det har noget med hjernen at gøre. Den kan blive ødelagt (hjerne skade!) på mange måder, f.eks. gennem misbrug, ulykker og blodpropper.

Det er derfor desværre ikke "kun" når man er blevet for gammel til at kunne klare sig selv, at man kan risikere at komme på et plejehjem, hvor man skal indordne sig under en masse regler og affinde sig med en masse mennesker tæt på en, mennesker, man ikke selv har valgt.

Der hvor jeg arbejder, er den yngste beboer kun 45 år, og den ældste fylder snart 90 år.

Ingen af os ved, hvornår vi kan risikere at få en lastbil i nakken og miste førligheden, vi kan alle sammen pludselig være i det værst tænkelige mareridt; en situation, hvor vi ikke længere kan kommunikere og fortælle om vores vaner, lyster og behov.

Ikke alle er så heldige at have tætte, loyale pårørende - og selv, hvis man har det, er det jo ikke alt, man har talt om.

Derfor er det en god idé at skrive et pleje testamente, så det ligger klar, hvis det værst tænkelige skulle ske.

Det kan være en stor hjælp for det pleje personale, som gerne vil gøre det så godt som overhovedet muligt for den enkelte.

Det kan være en stor hjælp for de pårørende, at de ikke skal træffe alle vigtige beslutninger og påtvinges ansvaret for ens velbefindende.

Det kan i sidste ende være en stor hjælp for en selv, at have nedskrevet nogle tanker, som andre har at forholde sig til.

Nu er jeg ikke selv bange for døden, så der er intet trist forbundet ved det. Men jeg er bange for at ende i et mareridt som mere eller mindre "levende død", hvor jeg skal tvangsindlægges til at spise mad, jeg afskyr, spise sammen med mennesker, som jeg ikke kan rumme, udsættes for TV-serier, jeg ikke kan døje, dufte, jeg ikke kan tåle o.s.v.

Jeg har som sagt erfaring med mennesker, der lider af bl.a. afasi - det vil sige, de kan ikke udtrykke sig gennem sproget. Nogle af dem er så langt henne i en demens sygdom, at de heller ikke kan gå eller slå ud med armene i protest eller dreje med hovedet.

De har altså ikke muligheden for at sige fra, hvis der er noget, de ikke vil være med til.

Det kan være svært at arbejde for disse menneskers værdighed og livskvalitet, hvis man ikke har nogle informationer at støtte sig til.

De fleste af os tror heldigvis ikke, at vi nogen sinde får brug for et pleje testamente, men vi ved det ikke med sikkerhed. Der sker jo ikke noget ved at lave det. Man forsikrer jo også sit hus mod brand og tyveri, selvom man ikke regner med, at det sker.

Så det er blot en slags forsikring; en forsikring mod mistet værdighed, kan man vel sige.

Nogen af de ting, man kan tage stilling til og udtrykke sig omkring, kan være helt basale ting som personlig pleje, madvaner, påklædning og sove vaner.

Men jeg synes også, man skal tænke lidt over, hvilke omgivelser, man vil være i, musik, TV og andre interesser.

Vi bør tænke over, hvad der giver os livskvalitet.

Når (hvis) du læser det, jeg har skrevet i mit testamente, vil du sikkert undre dig over nogle af de emner, jeg har taget fat på. Men mine tanker er stærkt farvet af mine oplevelser i pleje branchen og de ting, jeg har set at mennesker bliver udsat for, nogen gange på grund af manglende viden, nogen gange på grund af manglende økonomi (personale mangel!) - andre gange på grund af misforstået omsorg.

Og jeg vil også gerne være med til at gøre det nemmere at pleje mig.

Du kan stoppe her og gøre dig dine egne tanker eller du kan læse mit testamente "so far" her i kommentar felterne: