Vi de overlevede! Lyder næsten som en meget tyk roman af Carsten Jensen. Men handler mest om tid og lys.

 

TIDEN - er en underlig størrelse og noget, vi plejer at holde regnskab med eller i hvert fald "holde nøje øje med." 
I dag fik jeg så halvanden time forærende (eller frarøvet!)

Det startede med, at jeg ville have min store damede fakepels på - altså i morgen, når familien drager til Fyn for at holde jul. (I stedet for den pink & praktisk skijakke, jeg plejer at cykle rundt i!)
Og jeg synes altså ikke, at det er særlig smart med rygsæk sammen med damepels - selv om den er fake.  Derfor ville jeg på loftet efter en lille kuffert på hjul - der skal jo ikke blot transporteres det vanlige sæt ørepropper og natcreme m.m. - men også en bunke pakker; julegaverne! Frem og tilbage over bæltet.
Ja, jeg havde så ikke lige briller på, da jeg greb et nøglebundt og forlod min lejlighed.
Oppe ved yderdøren ind til loftsrummene, gik det så op for mig, at jeg ikke kunne komme ind med mine arbejdsnøgler.

Nu er det jo meget nemt at høre , når mine overboere er hjemme og da de er sødt, ungt par, som før har hjulpet mig ud af en knibe (Jeg lånte en swupper, da min køkkenvask var stoppet!), så bankede jeg på der. Jeg havde jo ikke min mobil på mig. Jeg lånte en telefon og fik ringet til Silke, som var med mand og børn midt inde i city for at købe julegaver. Min svigersøn Asaf lovede at tage hjem i deres lejlighed for at finde det sæt ekstranøgler til min lejlighed, de har liggende der og så komme hen til mig og låse mig ind.

Det venlige unge par, som var ved at gøre rent og rydde op efter julefrokosten i går inviterede mig ikke til at blive hos dem, mens jeg ventede, men jeg lånte en ekstra nøgle til yderdøren. Så jeg måtte få tiden til at gå med andre ting og regnede egentlig med, at jeg da i hvert fald så kunne komme ind i mit loftrum og finde en kuffert frem. Men da jeg kom til min hængelås ved døren ind til mit rum, måtte jeg irriteret erkende, at de små nøgler, jeg også havde fået med ud i farten, ikke var nøglerne til mit loftsrum, men nøglerne til vaskekælderen. SUK!
Altså måtte jeg få tiden til at gå på trappeopgangen.

Jeg går ikke med armbåndsur og havde ikke andet end bussernes passering forbi vores indgangsdør til at illustrere tidens gang . Hmm, tænke, tænke, tænke.

Ja, der var faktisk kun TRE ting jeg kunne:
Den ene ting  var at holde varmen ved at bevæge mig på trapperne (I natkjole, uldtights og sweater!)
Den anden ting var at kigge på vægdekorationen og vurdere om den var håndlavet eller om det var et yderst opfindsomt tapet.
Sidste mulighed for adspredelse var at tænke. Men det gør jeg jo alligevel hele tiden, så det var jo ikke så fantastisk udover at selve situationen fik mig til at gøre nogle refleksioner:
Det var for koldt at gå ud og for underligt at invitere mig selv til kaffe hos min nabo, en højttalende afrikaner som altid har mange højttalende gæster - og som kom højttalende hjem fra byen kl. 7 i morges. Jeg har kun lige hilst kort på ham i døren en dag. Jeg er sikker på, han ville være gæstfri. Men jeg valgte så trappere og tænkte: Det er lidt som at være i fængsel. Bortset fra, at jeg ikke havde nogen personlige ejendele eller noget at sidde på. Jeg blev hurtig færdig med at kigge på vægdekorationen.
Konklusion: Håndmalet! Jeg kunne ikke finde nogle helt ens mønster rapporter. Jeg gruer for den dag, der skal restaureres på trappen. Så ryger det fine, gamle håndværk.

Jeg blev kold i måsen af at sidde foran min lejlighed, så jeg begyndte at gå op og ned at det nederste sæt trin - nede ved kælderen, så jeg kunne kigge ud på gaden. Jeg skiftedes til at starte med højre og venstre ben og fandt ud af, hvordan jeg kunne dreje rundt ved endestationerne sådan, at det automatisk blev det rigtige ben  som kom forrest. Da det blev rutine kunne jeg tænke på min situation:

Jeg følte mig på en måde nøgen uden tiden og personlige ejendele. Jeg kom til at tænke på den gang ved Seest, da et fyrværkeri magasin futtede af og brændte en bydel ned. Der var en kvinde, som sagde på tv: "Det værste er, at alle vores fotos er væk nu - alle vores minder!"
Jeg kom til at tænke: Hvem er jeg, når jeg ikke har noget på mig eller materiale om mig - noget, jeg selv har lavet? Måske er det ligefrem en befrielse for så, er jeg jo blot den jeg er i øjeblikket i det samspil, jeg befinder mig i. Men uden andre at spejle sig i, bliver det endnu mere nøgent.

Jeg begyndte at tage TO trin ad gangen og lave nogle strækøvelser ind imellem for variationens skyld. Jeg stod også lidt og hang ved døren; kiggede ud og tænkte på, hvor min svigersøn mon var lige nu og hvor længe, jeg havde været på trappen. Jeg havde ingen tidsfornemmelse og vidste heller ikke, hvad klokken havde været, da jeg lige smuttede ud for at gå på loftet.
Så kom han og jeg var lettet og han så forfrossen ud. MEEEN! Det viste sig, at han havde taget den forkerte nøgle med - ja, man tror det er en joke, men det var det altså ikke. Så vi kunne ikke komme ind. Han tilbød at jeg kunne komme med ham i bussen, han kunne klippe billet for mig på sin mobil. Men jeg syntes, det var for koldt i natkjole og uden halstørklæde, så jeg valgte at blive endnu en tid på trappeopgangen.

Jeg var ved godt mod. Nu vidste jeg jo at processen bevægede sig i den rigtige retning, men det var begyndt at blive lidt kedeligt at motionere på den kolde trappe - på den anden side ønskede jeg ikke at blive kold og jeg har altid nogle stive led, som trænger til noget opmærksomhed. Så jeg fortsatte og tænkte på, hvor heldigt det var, at de overhovedet var hjemme i Danmark og ikke i Israel. Ida er jo i Miami. jeg besluttede mig også for at få organiseret mine nøgler og måske købe en bæltetaske, så jeg ikke behøver at gå ud af min lejlighed uden min mobil telefon. Jeg har jo ingen lommer i min natkjole eller sweater. Jeg tænkte også på, hvordan det er at være hjemløs i denne her kulde.

Endelig kom en forfrossen svigersøn tilbage med den rigtige nøgle og vi var begge to ved at dø af sult. Jeg spurgte ham om, hvad tid, jeg havde ringet og vi kunne konkludere, at jeg havde været på trappeopgangen i 1½ time. Han tilbød at få sat den lysekrone op i min stue, som tidligere havde forvoldt ham noget besvær og som han havde opgivet og som havde irriteret ham at have som hængeparti. Så efter varm kaffe og frokost, gik han i gang.(dejligt at have en sød og hjælpsom svigersøn!)

Det blev dog mørkere og mørkere udenfor, skønt i går var årets korteste dag - og også den dag, hvor jorden ifølge Mayaernes kalender - skulle gå under. Store, mørke skyer drev hen over himlen og varslede snestorm og jeg blev lidt bekymret for Asaf og tænkte, at han skulle hjem i varmen inden det brød løs. Men han var ganske ubekymret og fortalte mig, at familien i Israel klagede over vinterstorm og 17 graders kulde - hvad vi andre nok ville kalde for dejligt varmt. 
Da han var lige på nippet til at opgive, fik vi samme tanke på samme tid: TAPE!
Og der blev lys i min stue. De 6 lampetter fra min mormors gamle lysekrone, strålede om kap, varmt og smukt, så man endelig rigtig kunne se den smule julepynt, som har sin plads der på denne årstid; to sølv-englebasser, to perleplade-stjerner og to polstrede fløjls-hjerter.

Åh, hvor er det dejligt med alt det lys. Nu kan jeg komme i gang med 17 projekter på een gang. Der hænger allerede en halvfærdig klanternet kjole på ginen, men jeg har mange flere planer og idéer. Og så er der vel kun een ting at sige om hele miséren:

Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget!

Fay Weldon på lydbog - og andre lydbøger...

Mandefælden, Se på mig, Det bløde punkt, 

Fanny Hill, Fra smørhullet, Kehua, 

Fru Marie Grubbe, Pendul og Du forsvinder

Dokumentar film CPH 2012

Efter at have lyttet til lydbogen Det uperfekte menneske af Jørgen Leth - oplæst af Jørgen Leth - er jeg blevet nysgerrig efter at lære denne mand nærmere at kende.
Derfor bestilte jeg 3 film på biblioteket og har nu fået en tilpas dosis af dette menneske - på godt og ondt.

Først så jeg Sanselighedens pris fra 2007 - som er en opfølgning på den medie storm og hetz som efterfulgte bogen.
Man får indblik i formiddagspressens utiltalende metoder og drama-liderlige overskrifter, artikler og fotos.
Man får sympati for manden, men jeg synes også at en af hans kritikere; Thøger Seidenfaden kom med nogle ret gode argumenter for, hvorfor JL skulle være noget af kritikken værdig.
Det er kompliceret. Jeg ender op med at mene, at JL er et godt menneske, en æstetiker og poet, som skriver ærligt og smukt. Men der er blot noget af det, han skriver om, som kan være lidt svært at sluge og acceptere. Man kan sige, at han i sin troskyldighed og sanselige naivitet har fået sagt for meget.
Havde han skrevet samme bog som roman - og ikke som selvportræt - tror jeg ikke, at noget havde gidet at løfte et forarget øjenbryn.

Næste DVD : Fra hjertet til hånden fra 1994 er en meget lang portrætfilm om Jørgen Leth, hvor han bliver fulgt gennem livet både på Haiti, ved Tour de France og under filmoptagelser i Barcelona. Man får et nuanceret billede af et spændende og kompliceret menneske med "spøgelser i skabet". Der kunne godt have været skåret lidt ned på film længden - der er for mange ryg-scener efter min smag: Scener hvor kameraet blot følger efter JL og man derfor ser ham bagfra.
På DVD'en var også noget interessant ekstra materiale med diverse venner: En samtale mellem Tomas og Jørgen på 8 min. Trier i haven, 13 min. Hetzen mod Jørgen på 10 min, Leth, Haiti og Godard, 13 min. og Holdet bag filmen; 14 min.

Sidste DVD: De fem benspænd af Jørgen Leth og Lars von Trier er en vidunderlig og fascinerende film om to meget veloplagte venner som driller hinanden - eller; det er faktisk Trier, som udfordrer JL.
Med referencer til JLs første film: "Det perfekte menneske" ses Triers forsøg på at få Leth til at komme ud af æstetikkens filmsprog. Det lykkes ikke helt som forventet, dog mener jeg, at tegnefilms forsøget var tilpas rædselsfuldt til, at JL kunne bestå de mange prøvelser.
Samlet set er denne film inspirerende, morsom og belærende og mesterlig i sin finurlighed og det er intet mindre end skønt at iagttage samspillet mellem de to filmskabere, hvor den strenge, stædige Trier i skikkelse af en lille krøllet, smilende trold, skal dominere og irettesætte verdensmanden Jørgen Leth.

Det er en af de film, jeg er glad og taknemlig for, jeg har fået lov til at se - men nu er Trier jo også en af mine største favoritter indenfor det felt - og kombinationen af de to er pragtfuld.
Filmen har så også vundet over 20 internationale film priser.
Der var også ekstra materiale på denne film; bl.a. den originale version af "Det perfekte menneske"

Tanker i byen...

Altan manden

Altan manden sidder ned helt stille
meget koncentreret
måske avislæsende med sol i ansigtet
uberørt af støjen eller lydene
fra trafikken, turisterne og drukkenbolterne
på Christianshavns torv
måske i færd med sirligt at skære små bidder ud
af en veltillavet sildemad
jeg kan se det fyldte ølglas rage over altan kanten
det er sen frokost tid
jeg kigger op, mens jeg venter på grønt lys
forsøger at få øjen kontakt
men han kigger ikke ned
jeg tænker
der sidder et menneske alene i solen på altanen
her står jeg med min cykel
og vil gerne inviteres på noget koldt at drikke
og han ser ikke farlig ud
men jeg ved jo intet
måske er han ikke alene
måske sidder konen i stuen og ser tv
eller hun er et smut på hospitalet
for at besøge en nyopereret veninde
det er ikke til at vide
jeg tænker bare, at man nogen gange må tage en chance
vi er jo samme slags
altså mennesker, mener jeg
men han kigger ikke ned og nu bliver det grønt
så jeg trækker min cykel med over
til bankens penge automat
for der, hvor jeg skal hen nu, har de et skilt
hvorpå der står:
Cash only!

Flere lydbøger - i København.

Nu er jeg så flyttet til København og har haft en meget lang pause med lydbøgerne. Har ind i mellem savnet dem, men skulle jo først lige finde et sted at bo - og få et bibliotekskort.
Jeg bor indtil videre på Frederiksberg tæt på Blågårdsplads, så det blev der, jeg blev oprettet som bruger af de københavnske biblioteker - og hvor jeg fandt ud af, at Frederiksberg ikke bliver regnet med til Københavns kommune. Altså, jeg vidste da godt at det er en kommune for sig selv; men så meget en del af København er det dog, at det undrer mig at man ikke kan arbejde sammen på bibliotekerne.

Udvalget i lydbøger på Blågårdsplads bibliotek er ikke ret stort, men så kan jeg jo glæde mig over, at jeg frit kan benytte en lang række af biblioteker. Jeg scannede dog titlerne igennem på boghylderne og fandt tre bøger, som jeg kunne tænke mig at lytte til.

Den første blev : "Libra de Luca" af Mikkel Birkegaard

En ret skøn bog om bøgernes og oplæsernes magt - velskrevet og spændende, dog med en lidt banal og forudsigelig slutning.
Vidunderlig indlæsning af Paul Becker som varierede sin stemme på bedste vis alt efter, hvem af romanens personer, som skulle til orde - og ofte fik oplæsningen  en lille latter frem hos mig, fordi det var så godt.
Men man kan sige, at en bog som netop handler om oplæsningens kunst, stiller store krav til oplæseren.
Jeg var mere end tilfreds og var godt underholdt, mens jeg h.h.v. lavede yoga og strikkede babytøj.

Mit (nye) liv med lydbøger.

I år debuterede jeg som begejstret bruger af lydbøger.
Eftersom jeg er temmelig taktil har jeg svært ved at læse en bog uden at foretage mig noget med mine hænder. Derfor er det primært blevet til bidder af faglitteratur og små filosofiske værker gennem de senere år. Jeg har savnet skønlitteraturen. Ikke bare den berigelse det giver at lytte til et lifligt litterært sprog, men også glæden over en god historie, har jeg savnet - og ønsket, jeg kunne dele med mange andre. Jeg kender en del ihærdige læseheste.

Heldigvis findes lydbøgerne og jeg har egentlig forsøgt mig nogle gange med lån på biblioteket uden held; enten har jeg fejlagtigt bragt casettebånd med hjem, eller disketterne har ikke kunnet kommunikere med mit old school Sony strereo anlæg. Jeg slap idéen igen, men vendte heldigvis tilbage i år, hvor det heldigvis endelig lykkedes.

Mit første lydbog, januar 2012: Hildegard af Anne Lise Marstrand Jørgensen. Gennem årene har jeg hørt om Hildegard af Bingen og læst nogle af hendes ting og endda lyttet til hendes kompositioner af ren nysgerrighed. Da bogen udkom, besluttede jeg mig for at stifte bekendtskab med den.

Nu er der endnu en ting, jeg skal forholde sig til, når jeg skal konsumere en roman. Hvor det før kun var selve bogens indhold og sprog, er det nu også oplæseren stemme og måde at læse på, der spiller ind i oplevelsen.

Jeg nød at få læst op, mens jeg malede på et stort maleri, strikkede lidt ind imellem eller dyrkede yoga. Jeg havde den der fornemmelse: DET her er luksus! I love it!
Jeg bemærkede oplæserens behagelige stemme og betoninger. Hun læste neutralt men alligevel tilpas levende. Jeg følte ikke, at hun på nogen måde overtog historien. Hun servicerede mig blot. Det var rart og det var en fantastisk spændende og velskrevet bog. Jeg nød processen i fulde drag - ja var vel nærmest opslugt og fortryllet.

Straks jeg var færdig med bind 1, kastede jeg mig over bind 2 og blev noget fortørnet over, at det var en helt anden oplæser. Det var ikke fordi, hun ikke gjorde det godt; hun gjorde det fremragende og tilpas neutralt og levende, fuldstændig som mit første oplæser bekendtskab.
Men jeg savnede den dybe, varme klang, som var i stemmen på den kvinde, der læste bind 1 for mig - denne klang havde jeg vænnet mig til og nok nydt, uden at vide det.

Jeg kastede mig optimistisk over endnu en bog, denne gang skrevet af en (dansk) mand - og måske var det også derfor, den blev læst op af en mand. Han havde en god og neutral stemme som jeg knap nok bemærkede. Han lod ordene komme foran sin egen personlighed. Desværre var romanen så kedelig og for mig ligegyldig, at jeg efter 2 disketter ikke gad at bruge mere tid på den. Der blev fortalt om nogle mennesker og deres trivielle gøren og laden. Men man kom ikke ind under huden på dem. De forblev uinteressante.

Så lykkedes det mig igen at hjembringe casettebånd. ØV, det var ellers en af mine yndlingsforfattere. NU har jeg lært lektion og får både bestilt og hentet det korrekte medie, som det hedder i bibliotekets nomenklatur.

Min 3. lydbog (afsluttet) blev af en for mig ny forfatter, som jeg dog havde hørt nævnt nogle gange: Champagnepigen af Leonora Christina Skov. God oplæser; dog irriterede det mig, at når hun "talte" for en mand, gjorde hun sin stemme dyb, hvilket gjorde den unuanceret i sin betoning og dermed monoton. Det gjorde også at mandestemmerne kom lidt for meget i forgrunden, idet kvinde stemmerne ikke bemærkedes, da oplæseren blot brugte sin egen naturlige stemme.

Bogen var kort. Heldigvis for det, for den handlede om et miljø, som ikke siger mig så meget, og den var ikke overvældende berigende.
Men et godt stykke inde i bogen blev den lidt spændende og jeg satte stor pris på den overraskende slutning til sidst. Bogen bekræfter det, de fleste af os ved; at når nogen mennesker udsætter andre for dumme og ubehagelige ting, er de sikkert selv blevet udsat for noget lignende engang.

Efter en kort pause, hvor jeg lyttede til noget musik, fik rørt mig lidt og spist, satte jeg spændt den næste roman på anlægget. Denne roman er skrevet af en anden dansk forfatter, som jeg også har hørt om, men ikke kender til. Men her måtte jeg give op:
Oplæseren "overdøvede" bogen og min mulighed for at bruge min fantasi og glide ind i historien. Selve hendes stemme var ubehagelig rusten, enten på grund af alderdom eller på grund af for mange cigaretter. Den skurrede i mit øre. Men derudover dramatiserede hun sine betoninger lige en tand for meget efter min smag. Jeg tænkte, at jeg nok ville vænne mig til det. Men da hun flere gange små-råbte og på skift vrængede og talte affekteret, måtte jeg erkende; at det kunne jeg ikke rumme. Hun irriterede mig grænseløst - men der kan naturligvis være en sammenhæng mellem måden, historien er skrevet på, og hendes måde at læse op.

Men jeg har da fået lavet det meste af en perleplade....

Man får det, man betaler for. Historien om et motions center.

....men derfor kan man jo godt få noget brugbart, ja ligefrem ønsket, selv om man ikke spenderer en mindre formue, alt afhængig af ens behov.

Der var den skønneste panorama udsigt udover et solbeskinnet, snedækket Svendborg, og hvis jeg ikke gad at nyde dette dejlige åsyn, kunne jeg blot sænke blikket ned på skærmen foran mig, hvor jeg, mens jeg cyklede, kunne vælge mellem adskillige TV-kanaler - og ellers var der jo også en masse interessante mennesker i alle aldre, at kigge på.

I mit tilfælder her, handler det i høj grad om valget mellem luksus/komfort og hygge/tryghed.

Som beskrevet i min blog: processen ud af stressen - har jeg trænet kredsløbstræning i ca. 2 måneder i et kommunalt regi kaldet Quick Care - i forbindelse med sygdom.
Det har givet mig en lyst til at være i god form - dog ikke nødvendigvis synligt, men i høj grad mærkbart.
Jeg har besluttet mig til, at jeg som minimum vil leve op til sundhedsstyrelsens anbefaling om mindst 30 min. træning med høj puls, mindst 3 gange om ugen.
Herudover render jeg på trapper, passer (nu) mit arbejde, går ture og dyrker yoga næsten daglig. Men jeg får ikke cyklet efter at jeg er flyttet til Svendborg, som er en charmerende by med mange bakker og små, ensrettede gader, brostensbelagte torve m.m. Ikke gunstige cykelbetingelser. Får dog kørt nogle enkle fritids ture ud til vandet om sommeren. Men det er jo ikke nok.

Anyway; min gratis træning via Quick Care sluttede i mandags og jeg har siden tænkt over, hvilke af byens tre centre, jeg skulle frekventere. Jeg har kigget på priser, beliggenhed og på, hvad man reelt set får, for pengene. To af byens centre har en aftale med kommunen, så man som ansat kan få lidt rabat.

Efter et grundigt studie af tre kyndigt informerende hjemmesider - og alle tre centre har jeg set i virkeligheden - valgte jeg til sidst den dyreste løsning - men med rabat og sjovt nok kører de netop med et særligt kampagne tilbud for nye medlemmer i denne uge: En gratis bog til en værdi af 300 kr.: Christian Bitz' bog "Verdens Bedste Kur". Bogen tager udgangspunkt i det nordiske køkken og indledes med en konkret 4-ugers madplan, som garanterer dig et vægttab på 1-2 kilo om ugen.

Jeg havde naturligvis overvejet at fortsætte min træning på det lille, men hyggelige sted, hvor jeg havde været de sidste måneder og hvor jeg følte mig godt tilpas, på nær lige det, at der er så småt at det kan være en pine at sidde på motionscyklen med en stor svedende og ildelugtende person meget tæt på begge sider - og meget tæt på hyggeområdet, hvor folk kan sidde og betragte dem der træner. (min store vibrerende popo som bevæger sig fra side til side over sadlen.) Det hele er lissom lidt for trangt - og nu med Quick Cares træneprojekt for alle kommunens langtids sygemeldte og de meget populære hold i dette og hint, så ER der en del trængsel både ved maskinerne og i omklædningsrummet, baderummet m.m.

Desuden er der et sammensurium af høje, skingre lyde på øverste etage fra de to rum, med hver deres musik og råberi, feks. zumba i det ene rum og spinning i det andet samt lyden fra radioen i træne rummet. I den nederste tage er der der lydene fra h.h.v. de tre TV apparater med forskellige programmer på, radioen og de forskellige maskiner. Jeg brugte ørepropper en stor del af tiden, jeg var der. Men en af de ting der gjorde udslaget er, at jeg ikke orker at være omgivet af Quick Care trænere, selvom de er søde mennesker, så vil deres tilstedeværelse hele tiden minde mig om, at jeg har været langtids syg og er blevet tvunget ind i et projekt og er blevet observeret i smug m.m.

Da jeg valgte det sted, jeg nu har meldt mig ind i, vidste jeg ikke, at der er meget mere roligt og behageligt. Men jeg vidste, at det er betydeligt større og at der er både sauna og dampbad. Og DET er noget jeg sætter overordentlig stor pris på i denne her kulde.
Afstanden til alle tre centre er den samme, men det bliver nemmere at cykle hen til mit nye sted, når det bliver forår. Der er ingen stejle bakker, jeg skal kæmpe mig op ad.

I går ringede jeg så lige for at høre, hvad, jeg skulle have med af beviser for, at jeg er ansat i kommunen, så jeg kunne få min rabat. Jeg talte med en rar og hyggelig kvinde, som gjorde mig i godt humør og hun fortalte også om deres kampagne tilbud. Jeg kan træne for 249 kr. om måneden, men skulle betale en startpakke på 295 kr. - 100 kr. mere end på mit gamle hyggelige sted. Til gengæld kan jeg så deltage i alle hold, komme når jeg har lyst, gå i wellnes afdelingen og have en gratis gæst med m.m.

Da jeg efter en times træning, hvoraf jeg på cyklen havde tilbagelagt 8 km. - sad alene i dampbadet og blev blød i nakken og varm helt ind til midten, tænkte jeg: Det her er den ultimative luksus, jeg elsker det og føler mig smålykkelig. Det er det hele værd!

Da jeg så mødte op i dag, pakket og klar, blev jeg mødt af endnu en venlig kvinde - ikke på den der servicemindede lidt anstrengte måde - men afslappet og naturligt - og jeg blev meldt ind og blev indtrueret i, hvordan jeg kunne bruge mit medlemskort, dels til at logge ind ved ankomst, dels så jeg kunne bruge skab i omklædningsrum. Hun beklagede, at hun var alene bag skranken, så hun kunne ikke vise mig rundt, men jeg skulle endelig komme og spørge, hvis der var noget, jeg var i tvivl om. Og i startpakken var der også en aftale med en træner. Jeg kan bestille tid, når jeg har lyst til at blive instrueret i maskinerne og evt. få lagt et program.

Men jeg er nok lidt anarkistisk, hvad programmer angår.
Jeg gør alligevel altid, hvad jeg har lyst til og i det tempo, som lige passer mig. Så et program vil næppe komme på tale. Men en intro til de noget anderledes og meget mere ergonomiske maskiner, kan jeg vel altid få glæde af. Jeg måbede, da jeg så det kæmpe store omklædnings lokale som var væsentligt større end i det lokale badeland - og inddelt i små afsnit. Der var rolig, blid musik, tydeligvis ikke fra en radio.

Jeg gik ned i den modsatte ende af det meget store trænings lokale og satte mig på en cykel. Der var rigtig mange kredsløbsmaskiner, jeg talte 11 cykler, en del løbebånd, adskillige trædemaskiner af forskellig art og alle med en lille skærm foran, hvor man dels kan se TV, dels kan følge med i sin egen træning. Jeg var lige lidt imponeret over, at skærmen viste mig en opsummering, da jeg trykkede på slut, så jeg kunne se min gennemsnitsfart, puls m.m.

Maskinerne ver placeret i små ø'er med temaer som: Mave/lænd - ryg - bryst - skulder/nakke m.m. Det hele er meget overskueligt og pædagogisk og maskinerne er behagelige og nærmest komfortable. Jeg nøjedes med at udforske den ø med prædikatet Mave/lænd, hvor der var 5 gode maskiner. Bagefter gik jeg i dampbad og kiggede mig omkring i wellness området, som var svagt og behageligt oplyst, enkelt og smagfuldt indrettet og der var, udover en sauna, et dampbad, en experience bruser (ved ikke lige, hvad det er endnu.) en koldt vands bruser, også 3 ligge stole af en slags. Det lignede sten eller magneter, som overfalden var belagt med. Her var også svag, behagelig og afslappende musik, hvilket der i øvrigt også var i trænings afsnittet.

Foran receptionen er der flere små borde, hvor der ligger et pænt udvalg af dagens aviser og der står kaffe til fri afbenyttelse. Lidt tilbagetrukket er en sofa lounge og jeg så et skilt der pegede ned mod et lokale med squash. Der tilbydes flere former for massage, fys og healing, akupunktur m.m. Det hele virker meget rummeligt, alsidigt, vel indrettet og rart. Jeg er glad og glæder mig allerede til jeg skal af sted igen.

Nåh ja, og jeg kan træne i alle centre i landet....