Mit (nye) liv med lydbøger.

I år debuterede jeg som begejstret bruger af lydbøger.
Eftersom jeg er temmelig taktil har jeg svært ved at læse en bog uden at foretage mig noget med mine hænder. Derfor er det primært blevet til bidder af faglitteratur og små filosofiske værker gennem de senere år. Jeg har savnet skønlitteraturen. Ikke bare den berigelse det giver at lytte til et lifligt litterært sprog, men også glæden over en god historie, har jeg savnet - og ønsket, jeg kunne dele med mange andre. Jeg kender en del ihærdige læseheste.

Heldigvis findes lydbøgerne og jeg har egentlig forsøgt mig nogle gange med lån på biblioteket uden held; enten har jeg fejlagtigt bragt casettebånd med hjem, eller disketterne har ikke kunnet kommunikere med mit old school Sony strereo anlæg. Jeg slap idéen igen, men vendte heldigvis tilbage i år, hvor det heldigvis endelig lykkedes.

Mit første lydbog, januar 2012: Hildegard af Anne Lise Marstrand Jørgensen. Gennem årene har jeg hørt om Hildegard af Bingen og læst nogle af hendes ting og endda lyttet til hendes kompositioner af ren nysgerrighed. Da bogen udkom, besluttede jeg mig for at stifte bekendtskab med den.

Nu er der endnu en ting, jeg skal forholde sig til, når jeg skal konsumere en roman. Hvor det før kun var selve bogens indhold og sprog, er det nu også oplæseren stemme og måde at læse på, der spiller ind i oplevelsen.

Jeg nød at få læst op, mens jeg malede på et stort maleri, strikkede lidt ind imellem eller dyrkede yoga. Jeg havde den der fornemmelse: DET her er luksus! I love it!
Jeg bemærkede oplæserens behagelige stemme og betoninger. Hun læste neutralt men alligevel tilpas levende. Jeg følte ikke, at hun på nogen måde overtog historien. Hun servicerede mig blot. Det var rart og det var en fantastisk spændende og velskrevet bog. Jeg nød processen i fulde drag - ja var vel nærmest opslugt og fortryllet.

Straks jeg var færdig med bind 1, kastede jeg mig over bind 2 og blev noget fortørnet over, at det var en helt anden oplæser. Det var ikke fordi, hun ikke gjorde det godt; hun gjorde det fremragende og tilpas neutralt og levende, fuldstændig som mit første oplæser bekendtskab.
Men jeg savnede den dybe, varme klang, som var i stemmen på den kvinde, der læste bind 1 for mig - denne klang havde jeg vænnet mig til og nok nydt, uden at vide det.

Jeg kastede mig optimistisk over endnu en bog, denne gang skrevet af en (dansk) mand - og måske var det også derfor, den blev læst op af en mand. Han havde en god og neutral stemme som jeg knap nok bemærkede. Han lod ordene komme foran sin egen personlighed. Desværre var romanen så kedelig og for mig ligegyldig, at jeg efter 2 disketter ikke gad at bruge mere tid på den. Der blev fortalt om nogle mennesker og deres trivielle gøren og laden. Men man kom ikke ind under huden på dem. De forblev uinteressante.

Så lykkedes det mig igen at hjembringe casettebånd. ØV, det var ellers en af mine yndlingsforfattere. NU har jeg lært lektion og får både bestilt og hentet det korrekte medie, som det hedder i bibliotekets nomenklatur.

Min 3. lydbog (afsluttet) blev af en for mig ny forfatter, som jeg dog havde hørt nævnt nogle gange: Champagnepigen af Leonora Christina Skov. God oplæser; dog irriterede det mig, at når hun "talte" for en mand, gjorde hun sin stemme dyb, hvilket gjorde den unuanceret i sin betoning og dermed monoton. Det gjorde også at mandestemmerne kom lidt for meget i forgrunden, idet kvinde stemmerne ikke bemærkedes, da oplæseren blot brugte sin egen naturlige stemme.

Bogen var kort. Heldigvis for det, for den handlede om et miljø, som ikke siger mig så meget, og den var ikke overvældende berigende.
Men et godt stykke inde i bogen blev den lidt spændende og jeg satte stor pris på den overraskende slutning til sidst. Bogen bekræfter det, de fleste af os ved; at når nogen mennesker udsætter andre for dumme og ubehagelige ting, er de sikkert selv blevet udsat for noget lignende engang.

Efter en kort pause, hvor jeg lyttede til noget musik, fik rørt mig lidt og spist, satte jeg spændt den næste roman på anlægget. Denne roman er skrevet af en anden dansk forfatter, som jeg også har hørt om, men ikke kender til. Men her måtte jeg give op:
Oplæseren "overdøvede" bogen og min mulighed for at bruge min fantasi og glide ind i historien. Selve hendes stemme var ubehagelig rusten, enten på grund af alderdom eller på grund af for mange cigaretter. Den skurrede i mit øre. Men derudover dramatiserede hun sine betoninger lige en tand for meget efter min smag. Jeg tænkte, at jeg nok ville vænne mig til det. Men da hun flere gange små-råbte og på skift vrængede og talte affekteret, måtte jeg erkende; at det kunne jeg ikke rumme. Hun irriterede mig grænseløst - men der kan naturligvis være en sammenhæng mellem måden, historien er skrevet på, og hendes måde at læse op.

Men jeg har da fået lavet det meste af en perleplade....