Det forekommer mig, at jeg har "læst" den før: "Naturlige fjender" af Lone Hørslev.
Det er dog ikke sikkert, at jeg har hørt den til ende, jeg husker det ikke.
Jeg synes blot, den virker bekendt.En underlig bog egentlig - uden handling som sådan, men med små pudseløjerlige hverdags-historier flettet ind i hinanden med nogle temmelig drikfældige mennesker i en lille by i Jylland et sted.
Den er ligeså besynderligt og anarkistisk oplæst af forfatteren som er ret konsekvent med at lægge tryk på ordene som det passer hende og med at ignorere en eventuel tegnsætning.Det er både irriterende og interessant på samme tid.
Jeg elsker hendes måde at bruge sit ordforåd på - og hendes herlige, poetiske sætningskonstruktioner.
Jo, sørme om jeg ikke har været der før. Fandt denne her:
5. december 2013 kl. 11.30 Jeg vil så gerne kunne lide Lone Hørslevs bøger. Der er noget meget sympatisk ved hende. Og "Naturlige fjender" har da også gode, litterære sætningskonstruktioner, meeen, indholdet er mig lidt tyndt og kredser evindeligt om et stort alkoholforbrug/behov.
Jeg kan ikke ret godt identificere mig med nogen af bogens personer, jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal synes om dem, og jeg finder dem ikke særligt interessante.
Jeg har oplevet, at det er selve forfatteren, som selv læser sit værk højt. Det virker desværre ikke altid efter hensigten, da man ikke automatisk er en god oplæser, blot fordi man er en god forfatter. Lone Hørslev har en god stemme, men læser mærkeligt op. Hel lydbogen er underlig. På en af CD'erne gentages et afsnit og på en anden CD er der blot 5 min. oplæsning - hvilket kun ville være naturligt, hvis det var i bogens slutning. Underligt! Virker som om, ingen har kontrolleret at arbejdet er gjort korrekt. Det virker som sjusk og ødelægger oplevelsen - når man som jeg i forvejen ikke er dånelse nær af begejstring.
Der gik da lige en tid, inden jeg fik fat i en lydbog igen. Det skyldes at biblioteket har lavet ny hjemmeside og alle bestillinger og huskeliste var slettet - opdagede jeg til min ærgelse.
Margaret Atwood: Penelopiaden. Spøjs lille roman om Penelope og Odyseus m.fl. nordiske guder. Temmelig blodig affære og lidt anstrengeende i sin teatralske opbygning.
Jeg vil så gerne kunne lide Majbritte Ulrikkeholm. Der er noget ved hende, som tiltrækker mig meget, men jeg har svært ved både hendes romaner, hendes billedkunst og hendes musik.
Jeg hørte "Den perfekte elsker" fra 2005, fint oplæst af Tina Kruse Andersen. Dog har jeg et enkelt kritikpunkt: Hvorfor gentagne gange sige "bedler", når det hedder "billeder"?
Jeg er ikke vild med romanen, men den var spændende som en Barbra Cartland kærlighedsroman: Får de mon hinanden i enden? - agtig. Alt for intim efter min smag, og egentlig kan jeg godt lide det ærlige og intime, men i det her tilfælde virker det som en indiskret beretning om nogle mennesker, hun har haft tæt på sig. I hvert fald er der så mange lighedspunkter mellem fortælleren og forfatteren, at det er svært at skille roman fra virklighed. På den måde kommer den til at fremstå som "sladder i Se & Hør" pakket ind i enkelte gode visdomsråd og kloge reflektioner.
Jeg tror, jeg ville have kunnet lide bogen, da jeg var 20 år! Dengang ville jeg sikkert sluge den som en spirituel bog krydret med pikante, erotiske bidder. I dag synes jeg, den er for banal og som sagt; indiskret.
Jeg gik på nettet for at opsøge mere om hende - ved jo, at mange har en positiv tilknytning til hende. Jeg kunne se, at hun underviser i flere ting og har udgivet adskillige musikalske albums.Jeg gik på youtube for at lytte. Jeg kan godt høre, at hun har en god og fyldig klang i sin stemme, men jeg kan ikke lide, den måde, hun anvender den på; hendes kompositioner og tekster. Det bliver så tungt det hele. Nej, nej, jeg bliver ikke en fan af hende. Men jeg har altid syntes, hun ser vidunderlig dejlig ud, og det gør hun stadigvæk.
"Baby Jane" af den finske forfatter Sofie Oksanen var et godt og spændende bekendtskab. Et lesbisk og punket kærlighedsdrama med angst og depression som gennemgående tema. Umiddelbart virkede romanen særdeles autentisk og mere som en detaljeret og nuanceret betretning end som et egentligt litterært værk. Der var dog enkelte små sproglige perler, dog så sjældent, at det fik mig til at undre mig et kort øjeblik. Det miljø, som Sofie beskriver er mig fremmed, hvilket gør det interessant og lærerigt, selv om man naturligvis ikke kan generalisere.
Romanen blev fint oplæst af Birgitta "et eller andet", som jeg ikke kan læse fordi man har klistret et klistermærke henover med mærkaten: LYDBOG!
"Der er ingen ende på Paris" af Ernest Hemingway blev den næste bog i rækken af lydbøger. Som altid fint oplæst af Karsten Pharao.
Sjovt at genkende, hvordan Hemingway er været inspirator for mange efterfølgende forfattere i sin skrivestil.
Romanen er interessant, da den beskriver livet i Paris mellem forfattere og andre kunstnere, men især den del, der handler om Gertrude Stein, havde min opmærksomhed.
Jammen han skriver da godt, ingen tvivl om det, men jeg er ikke imponeret, måske netop fordi den virker så bekendt - selv om jeg næppe har stiftet bekendskab med hans værker før.
"Guds næve" af Ken Follet lev et kort bekendtskab. Den blev oplæst glimrende af Fjord Trier Hansen, men jeg brød mig hverken om hans grøddede bølle-agtige stemme eller den rå tone i romanen.
Det vidste jeg egentlig godt, at Ken Follet har en grov tone og ynder at gå i detaljer med blodige beskrivelser af voldelige scener, så man føler at det vender sig i maven. Jeg blev så træt at denne forhærdede tone, der blev understreget af oplæserens stemme, at jeg efter 2 cd'er valgte at sige stop.
Og nu må jeg lære, at selv om forfatteren er eminent til at finde på historier, så har han en retorik, som støder mig.
Det forekommer mig, at jeg har "læst" den før: "Naturlige fjender" af Lone Hørslev.
SvarSletDet er dog ikke sikkert, at jeg har hørt den til ende, jeg husker det ikke.
Jeg synes blot, den virker bekendt.En underlig bog egentlig - uden handling som sådan, men med små pudseløjerlige hverdags-historier flettet ind i hinanden med nogle temmelig drikfældige mennesker i en lille by i Jylland et sted.
Den er ligeså besynderligt og anarkistisk oplæst af forfatteren som er ret konsekvent med at lægge tryk på ordene som det passer hende og med at ignorere en eventuel tegnsætning.Det er både irriterende og interessant på samme tid.
Jeg elsker hendes måde at bruge sit ordforåd på - og hendes herlige, poetiske sætningskonstruktioner.
Jo, sørme om jeg ikke har været der før. Fandt denne her:
SvarSlet5. december 2013 kl. 11.30
Jeg vil så gerne kunne lide Lone Hørslevs bøger.
Der er noget meget sympatisk ved hende. Og "Naturlige fjender" har da også gode, litterære sætningskonstruktioner, meeen, indholdet er mig lidt tyndt og kredser evindeligt om et stort alkoholforbrug/behov.
Jeg kan ikke ret godt identificere mig med nogen af bogens personer, jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal synes om dem, og jeg finder dem ikke særligt interessante.
Jeg har oplevet, at det er selve forfatteren, som selv læser sit værk højt. Det virker desværre ikke altid efter hensigten, da man ikke automatisk er en god oplæser, blot fordi man er en god forfatter.
Lone Hørslev har en god stemme, men læser mærkeligt op.
Hel lydbogen er underlig. På en af CD'erne gentages et afsnit og på en anden CD er der blot 5 min. oplæsning - hvilket kun ville være naturligt, hvis det var i bogens slutning. Underligt!
Virker som om, ingen har kontrolleret at arbejdet er gjort korrekt. Det virker som sjusk og ødelægger oplevelsen - når man som jeg i forvejen ikke er dånelse nær af begejstring.
Heldigvis er det en kort roman....
Der gik da lige en tid, inden jeg fik fat i en lydbog igen. Det skyldes at biblioteket har lavet ny hjemmeside og alle bestillinger og huskeliste var slettet - opdagede jeg til min ærgelse.
SvarSletMargaret Atwood: Penelopiaden.
Spøjs lille roman om Penelope og Odyseus m.fl. nordiske guder.
Temmelig blodig affære og lidt anstrengeende i sin teatralske opbygning.
Jeg vil så gerne kunne lide Majbritte Ulrikkeholm. Der er noget ved hende, som tiltrækker mig meget, men jeg har svært ved både hendes romaner, hendes billedkunst og hendes musik.
SvarSletJeg hørte "Den perfekte elsker" fra 2005, fint oplæst af Tina Kruse Andersen. Dog har jeg et enkelt kritikpunkt: Hvorfor gentagne gange sige "bedler", når det hedder "billeder"?
Jeg er ikke vild med romanen, men den var spændende som en Barbra Cartland kærlighedsroman: Får de mon hinanden i enden? - agtig.
Alt for intim efter min smag, og egentlig kan jeg godt lide det ærlige og intime, men i det her tilfælde virker det som en indiskret beretning om nogle mennesker, hun har haft tæt på sig. I hvert fald er der så mange lighedspunkter mellem fortælleren og forfatteren, at det er svært at skille roman fra virklighed.
På den måde kommer den til at fremstå som "sladder i Se & Hør" pakket ind i enkelte gode visdomsråd og kloge reflektioner.
Jeg tror, jeg ville have kunnet lide bogen, da jeg var 20 år! Dengang ville jeg sikkert sluge den som en spirituel bog krydret med pikante, erotiske bidder. I dag synes jeg, den er for banal og som sagt; indiskret.
Jeg gik på nettet for at opsøge mere om hende - ved jo, at mange har en positiv tilknytning til hende. Jeg kunne se, at hun underviser i flere ting og har udgivet adskillige musikalske albums.Jeg gik på youtube for at lytte.
Jeg kan godt høre, at hun har en god og fyldig klang i sin stemme, men jeg kan ikke lide, den måde, hun anvender den på; hendes kompositioner og tekster. Det bliver så tungt det hele.
Nej, nej, jeg bliver ikke en fan af hende.
Men jeg har altid syntes, hun ser vidunderlig dejlig ud, og det gør hun stadigvæk.
"Baby Jane" af den finske forfatter Sofie Oksanen var et godt og spændende bekendtskab.
SvarSletEt lesbisk og punket kærlighedsdrama med angst og depression som gennemgående tema. Umiddelbart virkede romanen særdeles autentisk og mere som en detaljeret og nuanceret betretning end som et egentligt litterært værk.
Der var dog enkelte små sproglige perler, dog så sjældent, at det fik mig til at undre mig et kort øjeblik.
Det miljø, som Sofie beskriver er mig fremmed, hvilket gør det interessant og lærerigt, selv om man naturligvis ikke kan generalisere.
Romanen blev fint oplæst af Birgitta "et eller andet", som jeg ikke kan læse fordi man har klistret et klistermærke henover med mærkaten: LYDBOG!
Jeg er nysgerrig på mere fra forfatterens hånd.
"Der er ingen ende på Paris" af Ernest Hemingway blev den næste bog i rækken af lydbøger. Som altid fint oplæst af Karsten Pharao.
SvarSletSjovt at genkende, hvordan Hemingway er været inspirator for mange efterfølgende forfattere i sin skrivestil.
Romanen er interessant, da den beskriver livet i Paris mellem forfattere og andre kunstnere, men især den del, der handler om Gertrude Stein, havde min opmærksomhed.
Jammen han skriver da godt, ingen tvivl om det, men jeg er ikke imponeret, måske netop fordi den virker så bekendt - selv om jeg næppe har stiftet bekendskab med hans værker før.
"Guds næve" af Ken Follet lev et kort bekendtskab.
SvarSletDen blev oplæst glimrende af Fjord Trier Hansen, men jeg brød mig hverken om hans grøddede bølle-agtige stemme eller den rå tone i romanen.
Det vidste jeg egentlig godt, at Ken Follet har en grov tone og ynder at gå i detaljer med blodige beskrivelser af voldelige scener, så man føler at det vender sig i maven.
Jeg blev så træt at denne forhærdede tone, der blev understreget af oplæserens stemme, at jeg efter 2 cd'er valgte at sige stop.
Og nu må jeg lære, at selv om forfatteren er eminent til at finde på historier, så har han en retorik, som støder mig.