Midlertidig demens - eller det man kalder stress. I går blev jeg langtids sygemeldt med stress.

Det føles nøjagtigt som at være dement. Meget skræmmende og lærerigt, jeg håber blot, at diagnosen holder; at det "kun" er stress. Symptomerne er stort set de samme.

I mit tilfælde er det eskaleret det sidste halve år - kulminerede kort før sommerferien; "Lost in Copenhagen!" Alligevel udsatte jeg optimistisk det uundgåelige; at tage signalerne alvorligt. Sommer ferien kunne lige netop lægge et forsigtigt låg på den boblende gryde. Efterfølgende kom symptomerne igen tydeligt frem og selv da jeg var på ferie i Spanien, langt væk fra den sædvanlige trummerum, kunne jeg mærke, at energien og eventyrlysten var på minimalt stadie, så det blev mest bare strand ferie og en enkelt forvirrende dag i Barcelona - dejlig by, men kræver lige lidt overskud. Det var dog healende at svømme i det rene, lune havvand.

En af de ting, der også har stresset mig, har været tanken om at "kaste håndklædet i ringen!" Opgive illusionen om, at jeg er "super woman!" - at få det gjort offentligt og at erkende det.

Det har kørt rundt i mit hoved som en mus på et løbebånd: Hvordan får jeg det sagt? Mister jeg status? Bliver jeg rask igen? Kan de overhovedet forstå mig? Er jeg en pyller røv? Er det farligt? Er jeg for gammel og færdig på arbejds markedet? o.s.v.

Har haft migræne i nu 6 dage. Allerede efter at jeg kom hjem fra den indfølende men meget bestemte læge dame i går med ordinationen: Hvile og motion resten af året! - kunne jeg mærke at min migræne lettede en del.

Men først efter at jeg havde givet min arbejds plads besked her til morgen og har fået styr på diverse formaliteter, kan jeg mærke at den er helt væk. Hvor dejligt.

Har besluttet at skrive proces dagbog. Særligt da jeg opdagede at dette ikke er en privat sag, men en sag mellem systemet og jeg; tænkte jeg, at det var fornuftigt dels at dokumentere, dels at tømme mit i forvejen overfyldte, forvirrede hoved.

Mine symptomer som de er i dag er følgende:

Hukommelses problemer: Jeg glemmer navne på folk, jeg kender, hvilken dag det er (kigger efter i min kalender flere gange i timen!), glemmer, hvor jeg skal hen, hvad jeg er i gang med og helt almindelige, dagligdags ting, som jeg plejer at gøre uden at tænke over det.

F.eks. opdagede jeg en dag, at jeg var på vej til Kbh. Havde glemt at køre fra motorvejen mod Svendborg. En tur jeg tager ofte og kender som min egen bukse lomme.

En dag sad jeg foran min bærbare og kunne ikke huske, hvordan man åbner den. Jeg har haft den i mindst 5 år. Jeg kan også sidde og kigge på skærmen og ikke vide, hvordan jeg skal gøre eller jeg står i forskellige rum i min lejlighed og aner ikke, hvad jeg skal der.

Almindelige rutiner er nu noget, jeg skal huske mig selv på igen og igen. Og selv om jeg har masser af huske sedler, er det ikke altid, jeg forstår, hvad jeg har skrevet eller husker, hvor jeg har lagt dem.

Søvnbesvær: Det er vidst klassikeren: kan ikke sove på grund af spekulationer, vågner efter 4 timer, opgiver efter en time, står op, ser tv, spiser lidt, går i seng igen og hvis jeg er heldig, falder jeg i søvn inden det bliver lyst - ellers står jeg op og tager en middagslur lidt senere foran fjernsynet og så er den dag hurtig gået. TV eller radio virker beroligende og gør, at jeg lytter i stedet for at have tændt for "Radio Luxenburg" inde i mit hoved. Spekulationerne kører i ring, det er de samme ting igen og igen, til at blive vanvittig af.

Medicin: Jeg har fået et stigende forbrug af Pinex, Iprofen og Maxalt. Har ofte lige taget en pille for at være frisk nok til at passe mit arbejde. Jeg hader at melde mig syg. Men jeg hader også, hvis ikke jeg er i stand til at yde for fuld valuta, så folk plejer ikke at kunne se eller mærke på mig, at jeg faktisk har været helt til rotterne.

Mistet orienterings evne: Jeg kan pludselig ikke finde rundt. Har ellers godt kunnet finde rundt i verdens storbyer og klaret mig fint mutters alene i Beijiing. Nu kan jeg pludselig ikke finde rundt i København. Men det er heller ikke nemt i Føtex: Jeg bevæger mig rundt som en zombie og håber på at mit øje fanger en af de ting, jeg leder efter eller bare noget, jeg synes, jeg kan bruge. Jeg er også blevet mere uopmærksom. Skal anstrenge mig ekstra ordinært i trafikken - ja, bare ned ad mine trapper, bange for at snuble, fordi balancen også er ramt.

Bliver naturligvis nemt udmattet, når jeg hele tiden skal bruge ekstra energi til koncentration.

Sanserne: Jeg har flere gange oplevet at folk har talt til mig, men lyden er forsvundet. Så er det dælme svært at modtage en besked, selv om man anstrenger sig grumme galt, når lyden er væk.

Jeg er blevet mere grådlabil, kan begynde at græde blot jeg ser "Vild med dans!" - det er ikke ting, jeg er ked af, som får tårerne til at løbe. Jeg er stort set et lykkeligt menneske der blot er endt i en elendig arbejds knude/situation. Måske skriver jeg mere om årsagen senere. Det er ikke så relevant her, blot det, at jeg faktisk er glad og god til at slappe af, når jeg er hjemme eller med familien. Gråden kommer mest, når jeg er rørt, eller blot lige pludselig uden årsag. Har absolut intet med triste tanker at gøre.

Harddisken er fuld, der er ikke mere plads! Og så er der lige det med den almene tilstand: Træthed, uoplagthed, dovenhed, små febril og har det som om jeg har mit hoved i en tung integral styrthjelm med meget fedtet visir; kan ikke rigtig kigge klart ud af mit hoved og det føles lidt større, end det plejer.

Jeg kan ikke tage mere ind. Kan mærke at mit bæger er fyldt og bliver nemt frustreret, hvis man alligevel forsøger at proppe mig som en anden Foie Gras (det skammelige projekt!) og min tærskel er blevet lav; jeg skal anstrenge mig meget for at "deale" med de situationer på jobbet som normalt kræver faglighed og tålmodighed - noget jeg nemt kunne præstere tidligere endda med glæde og stolthed.

Så det er der, jeg er lige nu og nu starter vejen tilbage til mig selv.

Mit pleje testamente. En forsikring mod mistet værdighed.

Jeg arbejder i en branche, hvor folk pludselig bliver afhængige af andres hjælp, hvor de måske ikke længere selv kan udtrykke sig og hvor der efterfølgende sker store omvæltninger i dagligdagen.

Jeg arbejder på et plejehjem for folk med demens sygdomme og øvrige psykiatriske diagnoser. Demens har i dag intet med alder at gøre. Det har noget med hjernen at gøre. Den kan blive ødelagt (hjerne skade!) på mange måder, f.eks. gennem misbrug, ulykker og blodpropper.

Det er derfor desværre ikke "kun" når man er blevet for gammel til at kunne klare sig selv, at man kan risikere at komme på et plejehjem, hvor man skal indordne sig under en masse regler og affinde sig med en masse mennesker tæt på en, mennesker, man ikke selv har valgt.

Der hvor jeg arbejder, er den yngste beboer kun 45 år, og den ældste fylder snart 90 år.

Ingen af os ved, hvornår vi kan risikere at få en lastbil i nakken og miste førligheden, vi kan alle sammen pludselig være i det værst tænkelige mareridt; en situation, hvor vi ikke længere kan kommunikere og fortælle om vores vaner, lyster og behov.

Ikke alle er så heldige at have tætte, loyale pårørende - og selv, hvis man har det, er det jo ikke alt, man har talt om.

Derfor er det en god idé at skrive et pleje testamente, så det ligger klar, hvis det værst tænkelige skulle ske.

Det kan være en stor hjælp for det pleje personale, som gerne vil gøre det så godt som overhovedet muligt for den enkelte.

Det kan være en stor hjælp for de pårørende, at de ikke skal træffe alle vigtige beslutninger og påtvinges ansvaret for ens velbefindende.

Det kan i sidste ende være en stor hjælp for en selv, at have nedskrevet nogle tanker, som andre har at forholde sig til.

Nu er jeg ikke selv bange for døden, så der er intet trist forbundet ved det. Men jeg er bange for at ende i et mareridt som mere eller mindre "levende død", hvor jeg skal tvangsindlægges til at spise mad, jeg afskyr, spise sammen med mennesker, som jeg ikke kan rumme, udsættes for TV-serier, jeg ikke kan døje, dufte, jeg ikke kan tåle o.s.v.

Jeg har som sagt erfaring med mennesker, der lider af bl.a. afasi - det vil sige, de kan ikke udtrykke sig gennem sproget. Nogle af dem er så langt henne i en demens sygdom, at de heller ikke kan gå eller slå ud med armene i protest eller dreje med hovedet.

De har altså ikke muligheden for at sige fra, hvis der er noget, de ikke vil være med til.

Det kan være svært at arbejde for disse menneskers værdighed og livskvalitet, hvis man ikke har nogle informationer at støtte sig til.

De fleste af os tror heldigvis ikke, at vi nogen sinde får brug for et pleje testamente, men vi ved det ikke med sikkerhed. Der sker jo ikke noget ved at lave det. Man forsikrer jo også sit hus mod brand og tyveri, selvom man ikke regner med, at det sker.

Så det er blot en slags forsikring; en forsikring mod mistet værdighed, kan man vel sige.

Nogen af de ting, man kan tage stilling til og udtrykke sig omkring, kan være helt basale ting som personlig pleje, madvaner, påklædning og sove vaner.

Men jeg synes også, man skal tænke lidt over, hvilke omgivelser, man vil være i, musik, TV og andre interesser.

Vi bør tænke over, hvad der giver os livskvalitet.

Når (hvis) du læser det, jeg har skrevet i mit testamente, vil du sikkert undre dig over nogle af de emner, jeg har taget fat på. Men mine tanker er stærkt farvet af mine oplevelser i pleje branchen og de ting, jeg har set at mennesker bliver udsat for, nogen gange på grund af manglende viden, nogen gange på grund af manglende økonomi (personale mangel!) - andre gange på grund af misforstået omsorg.

Og jeg vil også gerne være med til at gøre det nemmere at pleje mig.

Du kan stoppe her og gøre dig dine egne tanker eller du kan læse mit testamente "so far" her i kommentar felterne:

Nogle gode argumenter for at være eller blive vegetar eller vegeaner.

Citater fra :
“Fit for life - Spis dig i form”
af Harvey og Marilyn Diamond.

Bogen handler om, hvordan du via ændring af kostsammensætningen og livsstil kan undgå slanke og fedekure.
Den fortæller, hvordan energien fra fødevarerne kan udnyttes optimalt ved hjælp af de rigtige fødekombinationer.

Hvis jorden består af 70% vand og er afhængig af denne mængde vand for at overleve og vores krop består af 70% vand, lyder det så ikke rimeligt, at du skal spise en kost, der består af mindst 70% vand, for at holde din krop i bedst mulig form?
Hvis din krop er 70% vand, hvor skulle den så få vandet fra, hvis du ikke regelmæssigt fylder det på den?

Eftersom vores krop består af 70% vand, bør vi spise en kost, der har et vandindhold på nogenlunde 70%, og det betyder, at frugt og grøntsager skal være hovedindholdet i din kost.

Der er to yderst vigtige grunde til, at vi har brug for dette vand og det er de samme to grunde, der gør, at det ikke er nok at drikke vand: at nære og rense organismen. Vand transporterer næringsstofferne i maden til alle kroppens celler og fjerner samtidig giftige affaldsstoffer.

En levende krop bliver opbygget af levende mad!

Kødædende dyr spiser dyr, der lever af planter og frugter, for det er det, alle dyr har behov for. De må have deres føde fra planteriget, Enten får et dyr sin mad direkte fra planteriget, eller også spiser det dyr, som spiser planteføde. Grunden til, at løven straks kaster sig over indvoldene (På det nedlagte bytte!), er at den der finder halvt fordøjet føde med højt vandindhold.
Dernæst slikker den blodet i sig, for blod består af 90 % vand!

Harvey Diamond fraråder, at man forsøger at opfylde sit væskebehov ved at drikke vand o.lign. Hvis der er den tilstrækkelige mængde af væske i føden, bliver man ikke så tørstig, og det er ikke godt at drikke sammen med indtagelse af fast føde:
Hvis du drikker vand til maden, fortynder du fordøjelsessafterne i maven, så føden ikke bliver ordentligt fordøjet. Det er en stor hindring både for fordøjelses- og optagelsesprocessen, hvad der igen har negativ virkning på den helt afgørende udskillelses proces, og samtidig spilder det en masse energi.

Eftersom vi biologisk er indrettet på at spise frugt, er det langt vigtigere for dig at tænke på hvor meget frugt du skal spise, end hvor meget protein du får i dagens løb. I de sidste femten år har jeg aldrig mødt en person med proteinmangel.
Derimod har jeg mødt hundreder med proteinforgiftning, og de fleste af dem spiste ikke frugt nok.

William J. Mayo: “Kødforbruget er steget 400 % i løbet af de sidste 100 år.
Mavecancer udgør næsten 1/3 af alle cancer tilfælde blandt mennesker.
Hvis kødet ikke nedbrydes fuldt ud, sker der en forrådnelse, og aktive giftstoffer trænger ind i et organ, som ikke er beregnet på at modtage det.”

Hvis det er meningen, at fødens primære formål er at bibringe kroppen energi, er det dumt at vælge fødevarer, hvor der bruges megen energi til fordøjelsesprocessen. Mange af os kender følelsen af at være tung i maven, mat i sokkeholderne og lidt træt lige efter et “godt, stort” måltid mad.
Det er i hvert fald ikke det samme, som at være fyldt med energi.
Der skal stort set ikke bruges energi til at fordøje frugt og der skal ikke bruges tid.
Salat eller rå grønsager bruger ca. 2 timer, og et mere bastant måltid uden kød tager ca.4 timer at fordøje.
Som vegetar er der et spørgsmål, der ofte bliver stillet dig: “Er du sikker på, du får proteiner nok?”

Frygten for at dø kan slet ikke sammenlignes med folks frygt for ikke at få proteiner nok.
Problemet er imidlertid ikke, hvordan man får nok, men derimod ikke at få for mange.
At have for mange proteiner i kroppen er mindst lige så farligt som ikke at have nok.

Den føde, som kroppen lettest kan nedbryde er frugt.
I den anden ende af skalaen står protein som den vanskeligst nedbrydelige.
Den gennemsnitlige tid det tager føden at passere gennem mave-tarmkanalen, ligger mellem 25-30 timer. Når man spiser kød, bliver denne tid mere end fordoblet. Jo mere protein man spiser, des mindre energi bliver der altså til overs til andre nødvendige funktioner, såsom bortskaffelse af giftige affaldsstoffer.

Stærke vegetarer: Elefanten der lever af kviste, græs og frugt. Og elefanten er stærk. Oksen spiser græs!

Den hvid ryggede gorilla ligner mennesket fysiologisk. Den er utrolig stærk. Selv om den kun er tre gange så stor som et menneske, har den 30 gange så mange kræfter!
En hvid rygget gorilla kunne med lethed smide en mand på 100 kilo tværs over gaden som en frisbee.
Og hvad spiser denne gorilla? Frugt og anden planteføde.

Proteiner opbygges ikke i kroppen ved, at man spiser protein.
Proteiner opbygges af aminosyrerne i maden.

Aminosyrerne fås fra planter, og derfra får også alle stærke dyr den protein, de
har brug for. Så selv naturens kødædere vælger planteæderne til føde, i stedet
for at spise andre kødædere.

Kød giver ingen brændstof, ingen energi. Brændstof opbygges af kulhydrater.
Kød indeholder praktisk talt ingen kulhydrater.

Og så lige til slut fra denne meget letlæselige, underholdende og humoristiske bog som jeg vil anbefale enhver at læse, blot nogle af alle de forskelle på kødædere og vegetarer, der bliver nævnt i bogen:

En kødæders tænder er lange, skarpe og spidse - alle sammen!
Vi har kindtænder til at male og knuse med.
En kødæders kæber går kun op og ned, så de kan flå og bide.
Vores bevæger sig fra side til side for at male maden.
En kødæders spyt er surt og beregnet på at fordøje dyrisk protein; det mangler ptyalin, et kemisk stof, der nedbryder stivelse.
Vort spyt er basisk og indeholder ptyalin, så vi kan fordøje stivelse.
En kødæders mave er en enkelt, rund sæk, der afsondrer ti gange mere saltsyre end ikke-kød-ædende dyrs.
Vores maver er af aflang form og fuld af folder og fortsætter i tolvfingertarmen.
En kød-æders tarme er tre gange så lange som dyrets krop og beregnet på at uddrive føden hurtigt, så den ikke rådner.
Vores tarme er tolv gange så langsom vores krop og beregnet på at beholde føden i sig, til alle næringsstoffer er udvundet.
Vores hænder er særdeles velegnede til at plukke frugter af et træ, ikke til at flå indvoldene ud af et dødt dyr, sådan som kødædernes kløer er det.

Citater fra:
Lectorium Rosicrucianum
Rosenkreuzets Internationale Skole
Informationsbrev nr. 7

I meget korte træk handler det om via sin adfærd at nærme sig Gud.
En ting er viden og erkendelse, noget andet er at føre tankerne ud i praksis.
Her er et godt argument for at ændre på sine kostvaner, hvis man er kødspiser:

Der er for det første arten af din ernæring. Det stoflige blod er under indflydelse af den stoflige næring og de deri indeholdte kræfter.
Med kræfter mener vi ikke kun de såkaldte vitaminer.
Ernæringens virkemåde griber videre, for dens art fremkalder din tænken og følen.
Dermed bestemmer ernæringen, hvordan du indstiller dig på befrielsens mål.
Alt, hvad der har indflydelse på blodet, har også indflydelse på mennesket.
Det er en elementær livslov, for blodet, det er sjælen.
Ganske vist kan “natur ikke befri fra naturen”, som allerede Goethe sagde.
Du kan ikke spise dig ind i den guddommelige natur, men du skal holde det naturlige legeme brugbart som et tjenende værktøj for vejen og omstille indflydelsen gennem blodet til et understøttende grundlag og dermed altid vælge det af denne naturs næringsmidler, der af flere onder er det mindste onde.

Det betyder frem for alt absolut at undgå det dyriske kød.
Det at spise dyrisk kød forårsager karma. Dyrekroppen og dyreblodet indeholder udover æterkræfter også astrale eller begærkræfter.
Betragtet fra et højere stade, er det disse sidstnævnte kræfter, som virker ødelæggende på det menneskelige legeme. De binder det til jorden.
Det er dig sikkert bekendt, at et dyr ledes af en gruppeånd.
Det er hver enkelt dyrearts kollektive jeg, og det står bag alle dyrs livsytringer.
Et dyr som føres til slagterbænken, føler alle de rædsler som et dyr, der udsættes for vold oplever.
Angst, hævn og gruppeåndens modstand kommer til udtryk i dyret og driver alle dermed overensstemmende kræfter ud til enhver celle i kødet og ind i enhver bloddråbe.
Af disse kræfter ernærer mennesket sig og vedligeholder sit legemets væv og celler; det legeme, der dog engang var et “åndens tempel”.
Enhver dyrisk celle, som vi indtager som næring, er uden undtagelse skadelig for os.
Vi kan altså kun gøre os selv ansvarlige for vor dyriske opførsel.

I Rosenkreuzets skole anbefaler man ikke vegeanisme, og da slet ikke, at man blot lever af råkost, “da der derigennem fremkaldes ekstraordinært sensitive tilstande.”

I almindelighed skal ernæringen sammensættes af frugt, grøntsager, andre spiselige planter, diverse urter og også af produkterne fra levende dyr, som ernærer sig af planter.

Herudover anbefales det, at man afholder sig fra spiritus, nikotin og al narkotika.
Man bør undgå syntetiske stoffer i næringsmidlerne og pelsværk!

Dyre- eller menneskehår danner et magnetisk strålingsbælte med en frastødende og til- trækkende evne. I tilfælde af at håret er godt præpareret, beholder det da også sine egenskaber, selv når dyret er dødt.

HAIKU & BRØK øvelser

Det var en af mine face book venner, som introducerede mig til begrebet.

En af de seriøse poeter i den lille flok af slagsen, jeg har samlet og sat i et bed sammen som smukke, mystiske meget følsomme og til tider endog temmeligt navlepillende planter.

Men det er nok en del af det, at være poet, går jeg ud fra;

der skrives om længsler og lidelse i et væk og ordene bliver fugtige og dryppende som grædte tårer. Jeg respekterer dem, beundrer dem for deres evner ud i ordlegen og interesserer mig for deres værker og det sker at jeg fortrylles.

Men det sker også, at jeg inspireres som i dette tilfælde, hvor jeg opdagede en ny gevækst blandt bladene på en af planterne i mit bed: brøker!

Og jeg som troede at det havde noget med regning og matematik at gøre,

men som fandt at det faktisk lå nærmere Haiku.

Poeten skrev på sit opslag, at der skulle være to sætninger med to ord i hver - på hver sin linie. Den sidste linie måtte ikke forklare den første og linierne måtte ikke hænge direkte sammen, men skulle skabe et spændrum der antyder en historie der ikke er definitiv.

Det er ikke lykkes mig at finde noget på nettet om det.

Jeg havde jo netop lige kastet mig over Haiku'en - igen - efter at have læst en sælsom japansk roman, som betog mig og forførte mig: "Kafka på stranden" af Murakami - men tiltrækkes jo såre meget af det ultimativt enkle - og det må man jo sige, at fire ord i to linier er.

Så nu kaster jeg mig - poet eller ej - over brøkerne til egen fornøjelse.

Som kommentar på poetens opslag skrev jeg min første brøk, som han "like'ed" uden yderligere kommentarer - så jeg håber at jeg ikke er helt afmarcheret.

NOUGAT NUMSE

SMILENDE TÆER

Gensyn med Tibet. En artikel fra 2005

En uges rundrejse og nogle dages ophold før og efter i Beijing.

Skolen interesserede mig ikke særligt da jeg var barn.
Jeg husker det meste som en tåget og kedelig affære.
En af dagene skilte sig dog væsentligt ud fra de andre.
Det var i en time i enten historie eller geografi, at vi så en gammel 10 m.m. film i sort/hvid, som var smuglet ud af det dengang lukkede land Tibet.
Jeg var blot et uvidende barn på 7-8 år dengang i midten af 60erne.
Da jeg så filmen blev noget vakt i mig og jeg følte en intens længsel og en art genkendelsens glæde, som jeg slet ikke forstod den gang.
Jeg husker øjeblikket som et af de klareste i min barndom.

En del år efter, da jeg i 1975 som 17årig flyttede hjemmefra, var vegetarisme, yoga og meditation en naturlig del af mit liv – stadigvæk uden, at jeg vidste hvorfor og uden jeg var i stand til at se sammenhængen.
Kulminationen på "Det klare øjeblik" kom så i julimåned 2005, da jeg endelig selv ankom til Tibet.
Et meget bevæget øjeblik.

I mellemtiden havde jeg beskæftiget mig med både reinkarnation og buddhisme.
I de sidste 20 år har jeg haft et stærkt ønske om at komme til Tibet, men havde egentlig ikke troet det muligt, da det virkede både uoverskueligt og umuligt i forhold til mit voksenliv med en lidt anstrengt økonomi, børn og arbejde.
Men pludselig en dag i foråret gik det hele op i en højere enhed: Jeg var for første gang i mange år "børnefri" en sommer, faldt "tilfældigt" over en rundrejse der praktisk nok lå lige i min sommerferie og for en gangs skyld, var der overskud på min budgetkonto.
Jeg købte straks rejsen og brugte månederne op til, på at forberede mig.
Jeg læste de bøger jeg kunne få fat på om landet og genså de tre smukke film: Kundum, Syv år i Tibet og Lille Buddha.
Og alt imens boblede det inden i mig af glæde og forventninger.
Der findes ikke en dansksproget rejsebog om Tibet, men der er et lille kapitel i rejsebogen om Kina.
Jeg håber, at det er helt ubevidst fra forlagenes side, at de på denne måde indirekte anerkender Kinas besættelse af Tibet.
Jeg kan varmt anbefale den engelsksprogede Lonely Planet, som jeg havde stor glæde af undervejs.

På toppen af verdens tag.

Efter tre dage i et stegende hedt menneskemylder i Beijing oprandt dagen endelig, hvor vores rejsegruppe på 26 deltagere og en særdeles kompetent, dansk guide fløj til Chengdu, hvor vi mellem landede en lille times tid, inden vi fløj videre til lufthavnen i Gonkar.
Der blev vi mødt af en frisk og klar luft.
Efter en smuk køretur langs Tibets længste flod Yarlung Zangpo, ankom vi til hovedstaden i Tibet; Lhasa.
Her blev vi indlogeret i den gamle tibetanske bydel tæt på Jokhangtemplet på et nepalesisk ejet, meget charmerende hotel: Dhood Gu Hotel.
Vi havde et stramt program, og brugte blot en enkelt dag på at tilvende os den tynde luft i 3600m. højde.

Derefter så programmet således ud:
Besøg i Jokhangtemplet og Dalai Lamas sommerpalads; Norbu Linka.
Potala paladset jeepsafari op gennem Himalayas bjerge gennem Khampa la-passet, i 4.794 meters højde, den turkise Yamdrok sø og til byen Gyantse, Kumbum klosteret, byen Shigatse, Panchen Lamaens residens, videre langs Lhasa-floden og et besøg på en lokal bondegård.
Til sidst så vi tilbage i Lhasa; Sera Thenchen Ling, hvor de unge munke argumenterede livligt og senere; lokale folkedanse med sang og musik.
Desuden havde vi god tid til at gå på egen hånd rundt i bydelen, og hver aften besøgte vi en ny restaurant, så vi efterhånden havde god fornemmelse for den lokale mad.

Jeg fik en god forklaring på, hvorfor buddhisterne i Tibet gerne spiser Yak okser, men aldrig spiser fisk og andre smådyr:

Udgangspunktet er den holdning, at alle levende individer har en sjæl.
Da det ikke er godt at slå liv ihjel og bryde ind i en sjæls karma eller livsbane, men dog vigtigt at få næringsrig kost, slår man hellere et stort dyr ihjel.
Således kan flere mennesker blive mætte på blot en enkelt sjæls bekostning.
Hvis samme mængde mennesker derimod hver især skal spise en rejemad og nogle fisk for at blive mætte, har man skabt turbulens i særdeles mange sjæle.
Det kan derfor nemmere forsvares, at spise et stort dyr.
Selvom jeg er vegetar til daglig, ville jeg gerne smage Yak oksekød.
Det er meget mørt og velsmagende ligesom både smør og yoghurt fra samme dyr er det.
Normalt kan jeg ikke tåle mælkeprodukter, men jeg spiste uden besvær og med stor fornøjelse min daglige morgen yoghurt med frisk frugt til.
Jeg plejer heller ikke at bryde mig om at drikke øl til maden, men fik hurtigt smag for den lokale Lhasa øl, som er mild og passer perfekt til den stærkt krydrede mad.

Aldrig i mit liv har jeg set så mange guld-buddhaer og smukke templer, vidunderlige landskabspanoramaer og munke i skønne orange og vinrøde gevandter.
Alligevel var den største oplevelse mødet med tibetanerne og de mange pilgrimme.
Jeg følte mig hjemme. Jeg følte mig tryg.

At være kvindelig rejsende i Tibet er ingen sag, når blot man klæder sig anstændigt og gør som lokalbefolkningen; skjuler sine kvindelige former.
På den måde viser man respekt og kommer nemt i kontakt med de ældre.
Fuld krigsmaling virker overflødigt, men til gengæld er det fint at bære mange smykker.
De tibetanske kvinder har på trods af en ellers kummerlig tilværelse, som regel mange smykker på, både i håret, i ørerne og på hænderne.
Kvinderne er nysgerrige og pågående på en sjov og positiv måde.
De vil gerne hilse på dig og undersøge dine smykker - med både hænder og øjne vel at mærke.
At beundre hinandens smykker er en god anledning til kontakt og til at vise anerkendelse.

At den korteste vej mellem to mennesker er et smil, mærker man mere end nogen andre steder i Tibet.
Både børn og voksne smiler spontant og kigger med åbenlys interesse og nysgerrighed på dit fremmedartede udseende.

Tibet er, som de fleste læsere her nok vil være bekendt med, et vidunderligt smukt og spændende land med en kultur der bygger på medfølelsens og venlighedens religion; Buddhismen.
Siden Kina med Mao i spidsen i 1949 besatte Tibet og straks begyndte at modernisere landet helt uden hensyntagen til lokalbefolkningens ønsker, er kineserne strømmet til.
I aftenskumringen, når vi på afstand betragtede de utydelige silhuetter i menneskemylderet, kunne vi alligevel tydeligt se på både gangart og attitude, hvem som var kineser og hvem som var Tibetaner. Selv om mange kinesere var fattige ligesom tibetanerne, bevægede de sig langt mere selvsikkert og målrettet. Tibetanerne til gengæld, udstrålede stor ro og tålmodighed. De mange, fattige pilgrimme som dagligt vandrede til Jokhangtemplet havde næsten ingen ting med sig, men selv gamle, krogede mennesker slæbte på børn.

Den 14. Dalai Lama og hans folk opfattede ikke besættelsen som en befrielse, hvilket den kommunistiske regering i Kina ellers ynder at kalde massakren og mordet på over en million tibetanere.
H.H. Dalai Lama den 14. blev nødsaget til at flygte ud af landet i 1959 til Indien, hvorfra han har gjort det til sin mission dels at undervise munke, dels at oplyse verden om det lille, skønne land Tibet og dets mange trængsler.
H.H. Dalai Lama den 14. er blevet fjernet fra den tibetanske historie, men ynder heldigvis stor respekt alle steder udenfor Kina.
Billeder af Dalai Lama er fjernet fra templer, postkort, bøger m.m. og hvis han rent undtagelsesvis bliver nævnt, bliver han omtalt som en ussel landsforæder.
Svært at forstå og acceptere for os, der kender ham som visdommens og godhedens ambassadør.
Det er strengt forbudt at være i besiddelse af et portræt af hans højhed og som turist kan man nemt sætte nogen i stor forlegenhed ved at forære et billede væk, eller ved insisterende at tale om ham.

H. H. Dalai Lama er tabu i så høj grad, at der selv blandt munkene befinder sig falske munke med det ene formål at udspionere.
Ligeledes er der alle steder i Tibet et utal af uniformerede, kinesiske betjente, der gerne trænger sig på for at kontrollere at tabu nummer 1 bliver respekteret.
Kontrasten mellem det smilende, venlige tibetanske folk og de sammenbidte, alvorlige betjente, som er på alle gadehjørner og pladser - er til at få øje på.
Smiler du venligt til en tibetaner, får du et smil tilbage – og måske oven i købet en velsignelse.
Smiler du derimod til en kinesisk betjent i Tibet, får du blot kulde og mistro tilbage.
Jeg skal dog lige indskyde den bemærkning, at de kinesiske betjente i Kina som regel er både venlige og hjælpsomme.
I Tibet derimod er betjentene sat på en særlig ubehagelig og upopulær mission.
De virker malplacerede – og er det!

Langt over halvdelen af befolkningen er tilflyttede kinesere.

De har nu en dagligdag i højlandet under himlens tag, og de er lige så forskellige som alle os andre.
De lever fredeligt side om side med tibetanerne, Nepaleserne og andre befolkningsgrupper, dog således at de ejer mest, bestemmer mest, fylder mest og præger udviklingen og gadebilledet mest.
Sanitet, vandingssystemer og gode veje er nogle af de behagelige ting, besættelsen har ført med sig.
Men manglen på respekt for naturen, den oprindelige kultur og religion, kan godt give en dårlig smag i munden, alt imens man som gæst nyder den luksus, som den materielle udvikling har medført.
Et stort dilemma!

Hvor der er fattige mennesker er der også mange tiggere, særligt ved turistattraktionerne. Det kan være pokkers svært at modstå, men hvis man først har fået pengene op af lommen, må man være forberedt på, at der straks kommer flere tiggere til.
Og de kan være temmelig vedholdende, de gør det jo blot for at overleve.
Jeg gjorde det, at jeg kun gav penge til tiggere, hvis det kunne gøres diskret, eller hvis jeg var på udflugt og kunne dele mine små sedler ud lige inden, vi skulle køre videre. Jeg gav kun penge til voksne.
Mange børn bliver glade for frugt eller slik.
Ellers sørgede jeg for at give penge til munke, der samlede ind til templerne, og jeg købte alle mine souvenirs hos de lokale gadehandlere, som var ovenud villige til at prutte om prisen.

Jeg er meget glad for katte.
I Potala paladset så jeg nogle velnærede stykker og undrede mig over, hvad de lavede der.
Jeg fik den forklaring, at man holdt 20 katte for at holde musene væk.
Således var det nemmere at bevare det gamle, skrøbelige træværk.

Hele rundrejsen var som et undervisningsforløb i buddhaer, Lamaer, Panchen Lamaer, klostre, historie og kultur. Som en rejsende højskole.
At dette var så givtigt, oplysende ned til mindste detalje, spændende og intenst skyldes først og fremmest vores fremragende og stærkt engagerede, danske guide.
Jeg fiskede lidt efter, om han kunne tænke sig at være medlem af Tibet Charity eller eventuelt skrive nogle artikler, når han nu nærmest var specialist i Tibet.
Men på trods af både velvilje og interesse, så turde han ikke, da han har god grund til at være paranoid overfor det kinesiske styre.
Han bor i Kina og er glad for alle de kontakter, han har der.
Det er forståeligt, at han vil bevare et godt forhold til kineserne.

Vi fik ting at vide, som at den nuværende Panchen Lama er en falsk af slagsen, og at den rigtige, som er udnævnt af Dalai Lama er sikkert gemt væk i et fængsel.
Traditionen er den, at Lamaerne udvælger Panchen Lamaer, der efterfølgende er med til at udvælge Dalai Lamaer.
Det vil sige, at hvis den kinesiske regering har deres egen Panchen Lama siddende på denne vigtige post, vil den næste Dalai Lama blive en tjener af den kinesiske regering og ikke af det tibetanske folk.
I kommunismens og magtens navn er det vigtigt for den kinesiske regering at føre folk bag lyset.
Vi fik også fortalt, at genåbningen af flere klostre og de store restaureringsprojekter efter kinesernes store ødelæggelser, formodentlig blot har til formål at "snyde" omverdenen, turisterne og buddhisterne.
På den måde er det umiddelbart nemt at tro på, at alt er godt, alt imens det i virkeligheden er en falsk iscenesættelse med det formål at gavne Kinas image på verdensplan og blandt tibetanere.

Vi havde også en lokal guide, en veluddannet tibetansk kvinde.
Jeg fortalte hende, at jeg har haft en lille strikkeklub hjemme i Sønderborg, hvor vi strikkede sokker til fattige tibetanske børn. Vintrene i højlandet er kolde og hårde.
Hun gav mig en adresse, hvortil jeg kunne sende vores produktion, og en adresse til et hjem for gamle, som også kunne bruge nogle velmente gaver.

Adressen på børnehjemmet er:
Lhaba
Nam Children ophanage
Chushu County
Lhasas, Tibet, China

Adressen på alderdomshjemmet er:
Aged Care.
Sera Monastert
Lhasa, Tibet
China
Code no. 85 00 00

Jeg tror på, jeg har været meget heldig: Jeg har oplevet en snert af det oprindelige Tibet.
Udviklingen vil snart ødelægge den sidste rest, så det er her og nu, man skal pakke sin kuffert og drage af sted, hvis man vil opleve Tibet inden det forsvinder helt og blot bliver en ubetydelig lille del af det kommunistiske Kina.
Mange kinesere tror på, at de har reddet den tibetanske befolkning fra Lamaernes herredømme.
De er opdraget til at tro på, at det var en befrielse frem for en besættelse.
Men hvordan kan man befri nogen ved at slå deres familie og venner ihjel og destruere deres åndelige livsgrundlag?

Klarest i min erindring fra rejsen står et billede af en solbrændt og barket tibetaner, smykket med koraller og turkiser, som smiler stort og varmt med de tænder, der er tilbage i munden.
På trods af alt, er der stadigvæk et stort overskud til at byde fremmede velkomne.
Tibetanerne er et gæstfrit folk der trodsigt prioriterer religionen højere end noget andet.
Det er både rørende og inspirerende og indgyder stor respekt og megen stof til eftertanke.

Nu må jeg også se at blive voksen.......

.....siges undskyldende om sig selv, hvis man lige er lidt barnlig - og måske urealistisk?
Måske ansvarsløs?
Måske bare lidt fjollet?
Jeg ved det ikke, har blot hørt det mange gange nok til, at jeg er blevet nysgerrig på, hvad det vil sige at blive voksen - altså udover det åbenlyse fysiske fænomen, hvor man går fra at have en barnekrop til en fuldt udviklet en af slagsen.

Om mig selv kan jeg sige, at jeg føler mig voksen, men ikke kedelig og ikke uden mit indre legebarn i behold. For mig personligt betyder det at være voksen blot det, at være ansvarlig og troværdig - og til dels erfaren og uddannet enten i livets skole eller via etablerede uddannelser.
Jeg forstår ikke, hvorfor der skal være en adskillelse mellem ovennævnte kvaliteter og så det at have det sjovt og ikke lade sig presse ind i nogle givne færdigt designede stramme rammer.

Har hørt flere mænd beskrive sig selv som værende en "glad drengerøv!"
Når jeg hører netop det udsagn, forestiller jeg mig noget i stil med at man godt kan tjene penge og klæde sig nogenlunde pænt på, men man har nogle fjollede og/eller uansvarlige interesser som eks. kombinationen biler og fart, druk og fodbold o. lign.
Men det er blot mine forestillinger, jeg ved ikke, hvad der eksakt menes med den betegnelse.
Det modsatte - altså kønsmæssigt - skulle det så være en "glad tøsenumse" - og skulle det så betyde at man er en voksen kvinde som går i strutskørter og ruller på rulleskøjter - eller er det en der både kan have gang i en suppegryde og lave påklædningsdukker (til sig selv!) på samme tid?

Betyder det der med drengerøven i virkeligheden bare, at man ikke føler sig kedelig og konform, men at man holder af fest og humor, f.eks. det, jeg vil betegne som "drenge-røvs-humor"; Stand up, "falde på halen" og lign. (?)
Hvad er der galt i at være en voksen person?

Selve ordet voksen er jo ganske attraktivt så længe man er et barn - ja en tilværelse som voksen er da noget mange ser frem til, måske primært fordi, man så selv kan bestemme over sig selv. Dette indebærer så desværre også, at man selv skal betale sine regninger og selv rydde op og gøre rent efter sig selv.

Når nogen siger: Jeg er ikke blevet helt voksen endnu! - mon så de mener: "Jeg har ikke rettet mig ind!" (?) Eller; "Jeg er ikke blevet som min forældre!" (?)
Dette emne må jeg lige forske lidt mere i. Synes at det er ærgerligt at det, man går det meste af en barndom og glæder sig til, skal ende op med at have et kedeligt ry.

Jeg har det fint med at være voksen på helt min egen måde. Men det kan da nemt tænkes, at der vil være nogen, som ikke mener, at jeg altid agerer på en måde, de vil betegne som "voksent".
Det er ikke mit problem, så længe jeg er ansvarlig og troværdig og pålidelig - og selv kan holde mig ud. :)

Min principielle holdning omkring princip slaveri. Artikel fra 1987

At holde fast i sine principper, er at stå fast ved en holdning, man på et eller andet tidspunkt har ønsket at tilslutte sig uden at tillade en revidering i forhold til den aktuelle situation, samt til en eventuel udvikling og ændring af de forhold, som i sin tid var gældende, da princippet blev grundlagt.

At fravige et princip bliver betegnet som karakter svaghed i særdeleshed inden for venstreorienterede organisationer og faggrupper samt andre konservative grupper i samfundet, hvor åbenhed, udvikling og nysgerrighed efter at betragte tingene i nye, ofte spændende perspektiver som regel bliver fejet af bordet som svaghedstegn og manglende standhaftighed.
Sikke noget liberalistisk/anarkistisk djævelskab!

Sædvane er, at vi mennesker danner meninger ud fra de oplevelser, vi bliver stærkt påvirket af i en personlig udviklingsperiode i vort liv, der oftest er mest intens i de yngre år.

Vi sætter os nogle mål for tilværelsen og tager måske en uddannelse, hvorefter vi tillader os at kalde os for eksperter indenfor et bestemt område, som vi så koncentrerer os om resten af livet, med mindre vi bliver udsat for nye, voldsomme begivenheder, der ændrer vort syn på tilværelsen.

I den mellemliggende periode, bliver vi præget af mere og mere snæversynethed, idet vi ikke længere sanser, hvad der sker omkring os med ligeså stor interesse og entusiasme, som i den meningsgrundlæggende fase.

Vi opfatter ikke at verden ændrer sig i stor hast, så vore synspunkter ikke længere er tidssvarende og vi nægter os selv at blive påvirket af omstændighederne i samme grad som tidligere, med mindre vi bliver tvunget til det.

Inden for billedkunstens verden er der selvfølgelig også masser af principper om dels, hvordan man konstruerer en komposition og bygger et billede op, dels hvordan man bedømmer og vurderer et billedes kommunikation og værdi o.s.v. Principper der sagtens kan fraviges med originalitet og dygtighed, uden at nogen af den grund vil mukke over det.

Men et princip, som jeg især holder af, er at hver gang du skal hen og tegne en croquis model fra en ny vinkel, er du nødt til at glemme, hvordan foden stod i forhold til ansigtet og det øvrige i den forrige tegning. Du bliver ganske simpelt nød til at kigge på modellen med nye øjne, inden du forholder dig til hvor på billedet du skal placere balance punktet og hvilke former, der er mest fremtrædende. Ellers vil det blot gå hen og blive et dårligt plagiat af et fastbrændt synsindtryk på nethinden, og din udvikling og evne til at se og gengive det sete, er stagneret totalt. Din udvikling som kunstner er gået i stå!

Som underviser har jeg set voksne mennesker, der sidder lige foran en flot, svungen model, og som alligevel tegener en stiv og kantet krop, som en ubehjælpelig barnetegning. Disse mennesker tillader ikke sig selv at åbne øjnene op og se på modellen, men tegner blot en krop, sådan som de mener at en krop ser ud. F.eks. tegnede en af mine elever en lang hals, selvom den pågældende ikke havde nogen mulighed for at se nogen hals fra den vinkel, hvorfra modellen blev tegnet. Dette er synes jeg, et godt eksempel på, hvor vigtigt det er at kunne se. Derefter stillingtagen og først derefter en eventuel gengivelse.

Fordi du een gang i dit liv har oplevet at mænd med buskede øjenbryn er upålidelige, er det jo ikke sikkert, at de alle sammen er det. Eller dem du har haft uheldige erfaringer med, har måske ændret sig siden sidst, således at mænd med buskede øjenbryn nu generelt set er de rareste personer i denne verden.

Det jeg ønsker at sige er; se dig omkring, oplev tingene i fornyet tidsenhed og få nye oplevelser. Forhold dig til den givne situation ud fra de gældende omstændigheder lige her og nu. Hvordan er virkeligheden i dag? Hvad har jeg selv af viden og resurser, hvad er det for nogle nye mennesker, jeg er iblandt? Kan denne her situation overhovedet sammenlignes med noget, jeg har oplevet før? Hvad er der sket siden sidst der gør, at noget har ændret sig og hvilken mening vil være realistisk og rigtig at have i dag i den givne situation?

Er det muligt at nogle forhold har ændret sig, sådan at nogle af dine idealistiske holdninger ikke længere har nogen værdi? Er jeg selv det samme menneske med de samme ønsker, eller har jeg forandret mig så langsomt, at jeg ikke har opdaget det? Kan jeg overhovedet lide at spise morgenbrød fra bageren hver søndag, eller er det bare en vane der blev grundlagt engang, hvor det var toppen af luksuriøs nydelse, fordi der ikke var nogen alternativer? Er jeg stadigvæk tilhænger af fri abort, eller har brugen af den mulighed i vort samfund og min egen ændrede opfattelse af etiks adfærd flyttet mit synspunkt i en modsat retning?

Det er jo så nemt at have principper, man kan læne sig op ad. De kedelige beslutninger i livet kan klares hurtigt ved hjælp af venstrehånds arbejde. Det er besværligt at tage stilling. Som kunstner er det interessant, et absolut "must" at gøre det igen og igen, ellers er du så godt som død.
Så jeg er principielt en varm fortaler for principslaveriets ophævelse.

Lotte Haubart 1987