I mit tilfælde er det eskaleret det sidste halve år - kulminerede kort før sommerferien; "Lost in Copenhagen!" Alligevel udsatte jeg optimistisk det uundgåelige; at tage signalerne alvorligt. Sommer ferien kunne lige netop lægge et forsigtigt låg på den boblende gryde. Efterfølgende kom symptomerne igen tydeligt frem og selv da jeg var på ferie i Spanien, langt væk fra den sædvanlige trummerum, kunne jeg mærke, at energien og eventyrlysten var på minimalt stadie, så det blev mest bare strand ferie og en enkelt forvirrende dag i Barcelona - dejlig by, men kræver lige lidt overskud. Det var dog healende at svømme i det rene, lune havvand.
En af de ting, der også har stresset mig, har været tanken om at "kaste håndklædet i ringen!" Opgive illusionen om, at jeg er "super woman!" - at få det gjort offentligt og at erkende det.
Det har kørt rundt i mit hoved som en mus på et løbebånd: Hvordan får jeg det sagt? Mister jeg status? Bliver jeg rask igen? Kan de overhovedet forstå mig? Er jeg en pyller røv? Er det farligt? Er jeg for gammel og færdig på arbejds markedet? o.s.v.
Har haft migræne i nu 6 dage. Allerede efter at jeg kom hjem fra den indfølende men meget bestemte læge dame i går med ordinationen: Hvile og motion resten af året! - kunne jeg mærke at min migræne lettede en del.
Men først efter at jeg havde givet min arbejds plads besked her til morgen og har fået styr på diverse formaliteter, kan jeg mærke at den er helt væk. Hvor dejligt.
Har besluttet at skrive proces dagbog. Særligt da jeg opdagede at dette ikke er en privat sag, men en sag mellem systemet og jeg; tænkte jeg, at det var fornuftigt dels at dokumentere, dels at tømme mit i forvejen overfyldte, forvirrede hoved.
Mine symptomer som de er i dag er følgende:
Hukommelses problemer: Jeg glemmer navne på folk, jeg kender, hvilken dag det er (kigger efter i min kalender flere gange i timen!), glemmer, hvor jeg skal hen, hvad jeg er i gang med og helt almindelige, dagligdags ting, som jeg plejer at gøre uden at tænke over det.
F.eks. opdagede jeg en dag, at jeg var på vej til Kbh. Havde glemt at køre fra motorvejen mod Svendborg. En tur jeg tager ofte og kender som min egen bukse lomme.
En dag sad jeg foran min bærbare og kunne ikke huske, hvordan man åbner den. Jeg har haft den i mindst 5 år. Jeg kan også sidde og kigge på skærmen og ikke vide, hvordan jeg skal gøre eller jeg står i forskellige rum i min lejlighed og aner ikke, hvad jeg skal der.
Almindelige rutiner er nu noget, jeg skal huske mig selv på igen og igen. Og selv om jeg har masser af huske sedler, er det ikke altid, jeg forstår, hvad jeg har skrevet eller husker, hvor jeg har lagt dem.
Søvnbesvær: Det er vidst klassikeren: kan ikke sove på grund af spekulationer, vågner efter 4 timer, opgiver efter en time, står op, ser tv, spiser lidt, går i seng igen og hvis jeg er heldig, falder jeg i søvn inden det bliver lyst - ellers står jeg op og tager en middagslur lidt senere foran fjernsynet og så er den dag hurtig gået. TV eller radio virker beroligende og gør, at jeg lytter i stedet for at have tændt for "Radio Luxenburg" inde i mit hoved. Spekulationerne kører i ring, det er de samme ting igen og igen, til at blive vanvittig af.
Medicin: Jeg har fået et stigende forbrug af Pinex, Iprofen og Maxalt. Har ofte lige taget en pille for at være frisk nok til at passe mit arbejde. Jeg hader at melde mig syg. Men jeg hader også, hvis ikke jeg er i stand til at yde for fuld valuta, så folk plejer ikke at kunne se eller mærke på mig, at jeg faktisk har været helt til rotterne.
Mistet orienterings evne: Jeg kan pludselig ikke finde rundt. Har ellers godt kunnet finde rundt i verdens storbyer og klaret mig fint mutters alene i Beijiing. Nu kan jeg pludselig ikke finde rundt i København. Men det er heller ikke nemt i Føtex: Jeg bevæger mig rundt som en zombie og håber på at mit øje fanger en af de ting, jeg leder efter eller bare noget, jeg synes, jeg kan bruge. Jeg er også blevet mere uopmærksom. Skal anstrenge mig ekstra ordinært i trafikken - ja, bare ned ad mine trapper, bange for at snuble, fordi balancen også er ramt.
Bliver naturligvis nemt udmattet, når jeg hele tiden skal bruge ekstra energi til koncentration.
Sanserne: Jeg har flere gange oplevet at folk har talt til mig, men lyden er forsvundet. Så er det dælme svært at modtage en besked, selv om man anstrenger sig grumme galt, når lyden er væk.
Jeg er blevet mere grådlabil, kan begynde at græde blot jeg ser "Vild med dans!" - det er ikke ting, jeg er ked af, som får tårerne til at løbe. Jeg er stort set et lykkeligt menneske der blot er endt i en elendig arbejds knude/situation. Måske skriver jeg mere om årsagen senere. Det er ikke så relevant her, blot det, at jeg faktisk er glad og god til at slappe af, når jeg er hjemme eller med familien. Gråden kommer mest, når jeg er rørt, eller blot lige pludselig uden årsag. Har absolut intet med triste tanker at gøre.
Harddisken er fuld, der er ikke mere plads! Og så er der lige det med den almene tilstand: Træthed, uoplagthed, dovenhed, små febril og har det som om jeg har mit hoved i en tung integral styrthjelm med meget fedtet visir; kan ikke rigtig kigge klart ud af mit hoved og det føles lidt større, end det plejer.
Jeg kan ikke tage mere ind. Kan mærke at mit bæger er fyldt og bliver nemt frustreret, hvis man alligevel forsøger at proppe mig som en anden Foie Gras (det skammelige projekt!) og min tærskel er blevet lav; jeg skal anstrenge mig meget for at "deale" med de situationer på jobbet som normalt kræver faglighed og tålmodighed - noget jeg nemt kunne præstere tidligere endda med glæde og stolthed.
Så det er der, jeg er lige nu og nu starter vejen tilbage til mig selv.
Så snart jeg vågnede, gik jeg ind for at ringe til min gruppe leder for at sygemelde mig. Hun var imødekommende og sagde, at jeg altid kunne ringe, hvis jeg havde brug for at snakke om hvad som helst. Det tilbud satte jeg pris på, om end jeg næppe vil benytte mig af det. Det føltes som omsorg. Hun orienterede mig også om, at hun skulle informere sektionslederen, som ville ringe mig op. I mit stille sind håbede jeg på, at jeg lige kunne få nogle dage og rekreere mig i inden.
SvarSletMen allerede da jeg kort efter var på vej op ad bakken i rask trav mod apoteket, ringede min mobil og jeg skulele snarest indfinde mig på sektionslederens kontor med en underskrift og jeg skulle have noget materiale vedr. et kommunalt tiltag for langstids syge.
”Men!” sagde jeg uforstående, ”Jeg er jo sygemeldt!”
Men der var ingen kære mor her, jeg kunne komme om nogle dage og nu da jeg var sygemeldt, skulle jeg jo ikke andet, så det ville jeg have tid til. Jeg fortalte at jeg tog til Kbh. for at være hos min familie og komme lidt væk fra det hele og vi aftalte at jeg skulle køre over på kontoret med det samme. Jeg forsøgte ellers at forklare hende, at når jeg nu var sygemeldt med netop stress, var det nok ikke lige flere aftaler, jeg havde brug for.
Jeg kom ind på kontoret, skrev under på en seddel og fik en folder med hjem om noget som hedder QUICK CARE – hvor jeg ville få nogle samtaler og noget hjælp til at blive rask. Det var ikke frivilligt og hun meldte mig til med det samme.
STRESS MANNER! Giv mig da lige en pause!
Tænkte jeg og ærgrede mig over, at jeg ikke ”bare” havde brækket et ben. Man skal altså ikke tro at man kan slappe af, ”bare fordi” man er syg. SUK !
Hun smilede dog sødt til mig og pointerede, at det var for MIN skyld. Hmm. Jeg var skeptisk og følte mig ikke helt mødt i min tilstand.
www.quickcare.dk er det konsulent firma som formentlig har en indbringende forretning i landets kommuner med at nedbringe sygefravær. I mit tilfælde kunne det dog have været forbygget med en anstændig og kompetent personaleledelse. Hmm, da jeg havde læst folderen igennem blev jeg mere positivt stemt ved udsigten til muligvis at kunne komme i motions center gratis. Havde selv tænkt på det, men kan godt undvære at bruge de penge, når nu jeg ved, at jeg mister interessen efter nogle måneder.
SvarSletEt patroniserende afsnit i folderen, kan jeg absolut ikke lide:
"Når du er henvist kontaktes du af Qick Care der fortæller, hvad der skal ske, hvad du evt. skal medbringe, hvornår og hvor du skal møde o.s.v."
Øhemnnn! Mon ikke vi skal være TO til at aftale det? Jeg mener, man er vel stadigvæk et selvstændigt individ, selvom man er sygemeldt eller? Måske skulle de lige starte med at "stikke en finger i vandet!"
Ja, selvom jeg nu har været kommunalt ansat i nogle år efterhånden, har jeg stadigvæk ikke vænnet mig til tonen og den nedladende holdning til de ansatte. Gad vide, om jeg nogen sinde vænner mig til det?
Har egentlig lyst til at tilføje, at jeg rent faktisk er glad for mit arbejde og synes jeg har, nogle rigtige skønne kollegaer. Jeg vil være ked af af at skulle finde nyt arbejde, men det kan desværre blive den eneste udvej - nu må vi se. Indtil videre vil jeg hengive mig i processen, give slip og acceptere, at der lige bliver et lille "fraklip" i mit liv. Det kunne have været meget værre. Og ifølge min læge dame, kan det udvikle sig til depression, hvis der ikke bliver taget hånd om det i tide. Så det er det, vi gør, kommunen og mig.
SvarSletJeg skal da ellers lige love for at der er gang i butikken. Her kl. 17.15 ringer en kvinde fra Quick Care og siger at hun kan se, jeg er henvist og at hun har en tid i morgen! "Øhh, jeg er lige blevet sygemeldt i dag!!!" Siger jeg og føler mig nærmest mast af al le de aktiviteter, der er om min person. "Jeg tager til Kbh. i morgen for at komme lidt væk fra det hele", siger jeg, "så det kan jeg ikke!" Hun spørger, hvornår jeg så kan og jeg siger: næste uge! "Først i næste uge?" Spørger hun som om, der er 14 dage på en uge. Jeg overvejede at spørge hende, om hun arbejder i weekenderne. Men vi fik aftalt en tid i næste uge. "Så kan vi tale om, hvad du fejler!" Siger hun. Jeg forklarer at jeg er sygemeldt med stress. "Ja, det siger du!" siger hun. "Ja, det siger jeg, og det siger min læge også!" svarer jeg.
SvarSletHmm...sikken travlhed, der er ved at være syg med stress.....man kunne godt gå hen og mistænke dem for at ville presse mig til at give op, fordi det trods alt er nemmere, at være rask.
Jeg har faktisk fri resten af ugen. Fortryder nu, at jeg ikke ventede med at sygemelde mig til mandag.
Absurd teater!
SvarSletMen det hjælper mig til at få klarhed over, hvad et er, som stresser mig. I går efter besøget hos min kompetente læge dame lykkedes det mig i en dejlig lettelses tilstand at sove natten igennem, næsten 7 timer i et træk, for første gang meget længe.
Havde jeg vidst, hvor meget jeg havde brug for at være udhvilet til denne min første sygedag, havde jeg været taknemlig. Situationen er den nu, at jeg har ligget og vendt og drejet mig i en halv time uden at kunne falde i søvn, fordi det atter kører på højtryk i mit hoved. Nu med nye stress emner, nemlig alt det halløj jeg er tvunget til at skulle gennem, fordi jeg er langtids sygemeldt. Jeg vidste jo, at jeg ikke kunne rumme mere. Tror nok, jeg gav et vink med en vognstang.
Det slår mig gang på gang, at det ikke er mængden af opgaver eller travlhed eller "mange jern i ilden" eller vanskelige udfordringer som stresser mig.
Det der stresser mig er, at man (ledelsen) ikke lytter til mig, interesserer sig for mig, tager udgangspunkt i mine kompetencer, tager hensyn til min ønsker og behov, spørger om, hvad jeg har brug for i stedet for at sende mig på kurser, som jeg er overkvalificeret til - med en masse elendige undervisere og kedelige overheads og løftede pegefingre.
Det der stresser mig er, når folk som ikke har noget at berige mit liv med vedholdende forsøger at pådutte mig noget, jeg ikke har brug for, begynder at patronisere uden først at finde ud af, hvem jeg er for en person, hvilken baggrund, jeg har og hvilke uddannelser, holdninger og talenter, jeg har.
Det der stresser mig er, at man ikke viser mig respekt, omsorg og værdighed. Jeg føler det ydmygende og nedværdigende og det er en stor udfordring for min stolthed. Det er som om, man forsøger at knække mig. Det er det, jeg føler og oplever uanset hvad, intentionerne måtte være.
Nu har jeg så ligget i min seng og stresset over, dels at man i kommunen ikke har blot en lille bitte smule situations fornemmelse, dels at man mener at jeg, som man genre ser tage vare på 9 demente med yderligere psykiatriske diagnoser, tage ansvar for deres medicin, pleje og trivsel, observere og vurdere deres tilstande, behov og reaktioner og dokumentere det samt vise omsorg for deres pårørende også og instruere mindre kompetente kollegaer - jeg skulle ikke kunne være i stand til selv at vurdere, hvad der ville være godt for mig og i det tempo, jeg mener er det optimale.
Nu ved jeg godt, at jeg er ved at gøre en lille fjer til fem høns - det er en del af det, at være stresset og derfor, man har brug for ro - måske er hun, fysioterapeuten som dummede sig en smule i telefonen - ok at tale med om det fysiske og hun kan måske hjælpe mig til at få gratis træning.
Men jeg frygter naturligvis med den vold-start, jeg har været udsat for, at jeg skal kontrolleres i hoved og røv som en kriminel på udgang.
Jeg fornemmer, at selv om de har tillid til at jeg kan udføre mit ansvarsfulde job, så er jeg ikke troværdig, når det handler om det, jeg selv føler og har behov for.
Faktisk er jeg dybt rystet - men vel ikke så overrasket, for dette kommer som en oplagt forlængelse af lige præcis den behandling på min arbejdsplads - som har udløst min stress.
Det er længe siden, flere måneder, jeg har haft lyst til at ryge og selv om jeg har været ekstrem stresset de sidste par uger, har jeg haft migræne med kvalme, så jeg har haft svært ved at tåle lugten af mine rygende kollegaer. Da jeg for kort tid siden lå inde i min seng og gerne ville sove, overvejede jeg at stå op og gå i nat kiosken efter cigaretter. Gad vide om det er et tegn på at min stress er eskaleret yderligere eller blot et tegn på, at jeg har opgivet.
Jeg tror, jeg bliver nødt til hen ad vejen at fortælle, hvordan der kom skub i deruten, ellers giver det næppe mening, det jeg føler nu - i forhold til at modtage påtvunget hjælp.
Bloggen fortsætter på Mandala:
SvarSlethttp://www.mandala.dk/view-post-comments.php4